Det blanke Ploug=Jern hist opvælter Furrene
Paa rygget Agerland, og Jordens Stivhed brækker.
Der Sædemanden gaaer i Haabet syngende
Og Vaarets Sæde=Korn i Furrene nedlegger.
Vort Vinter=Arnested, hvbrom vi samtlig sad
J Aften=Skumling og fortalte Eventyrer,
Af hvilke Doris kand fortælle ti i Rad
Om Pan, Skov=Troldene, om Ulve, Lam og Myrer.
Det Jldsted, siger jeg, vi snart forlade kand
Nu Vaarets blide Soel opliver Mark og Dale,
Og lokker alting frem i en forønsket Stand,
Og vi med Svalerne opvaagner som af Dvale.
Vor Vinter=Bee og vor af Straae opredte Seng
Vi snart omvexle kand med Løv=betakte Hytter,
Og ratte os udi en Blomsterprydet Eng
Den Herlighed jeg ey med Jordens Fyrsters bytter.
For Biørnskinds Huer vi da bruger Schæffer=Hat.
Og Doris binder os de smukke Blomster=Krandse.
Hun siunger om vor Pan. Vi tar Skalmeyen fat,
Og Lammene vi seer af Kiælenhed at danse.
Hvor glimrer Engen ey ved Morgenrødens Glands.
Som den var oversaaed med lutter Diamanter
Den kiølig Natte=Dug forfrisker Sind og Sands,
Og hænger Perleviis om alle Straaets Kanter.
Menalc.
En sød Jndbildning har bemestret sig dit Sind.
Ey Under, Damon, du paa intet andet tænker.
En vigtig Tanke mig i Dag er faldet ind -- -
Damon.
En vigtig Tanke?
Menalc.
Ja, og den mit Hierte krænker.
O 2
