(Menalc. tier og sukker.)
Endnu forsagt. Kand jeg da ey opmuntre dig?
Men, siig mig deg, Menale, hvi du saaledes grubler?
Menalce.
Jeg tænkte paa--- o ney! det mere qvæler mig.
Best at jeg tier reent.
Damon.
Nu! det er sære Skrubler.
Bekiend, maaske jeg kand paa Sorgen raade Bod.
Menale.
Ney, Damon, ney - i-
Damon.
Hvi saa?
Menale.
Forgieves Raad jeg søger;
Thi Tanken haver fæst saa dybt en Sorgens Rod,
At, ved at nævne den, jeg ikkun den forøger.
Damon.
Menale, i Sandhed Du bedrøver mig med dig.
Jeg dig besværer, at du siger mig den Tanke.
Jeg føler virkelig en Angest og hos mig.
O! kiere! siig mig dog, hvorpaa du har at anke.
Menalc.
Den Tanke mig indrandt: At Mennesker er Hø
Og alle bundne gaaer i Dødeligheds Lænke.
Ja, meer -- jeg tænkte paa -- at Guder og skal døe.
Mit Blod det isner og jeg skielver ved at tænke.
