Damon.
Du haver Ret, Menale, den Tanke vigtig er.
Er alle lige dog i dette ene vorden?
Skal Jordens Guder døe, som andre Mennesker?
Menalc.
Ak, ja. Jeg tænkte paa vor Pan (*), vor Alt i Norden.
Hvad? om vi leve skal den sørgelige Dag,
At vi vor Friderich, vor store Pan, skal miste.
Den Tanke hidser op for Glæden Sorgens Flag.
Mit Hierte færdig er af denne Sorg at briste.
Damon.
O! tie, Menalc, o! tie. En Taage trækker op,
Og Vaarets blide Soel for Sindets Øye dækker.
Min Glædes Foraars Blad alt visner i sin Knop.
Og denne Tanke mig saa vel som dig forskrækker.
Er ingen Forskiel her? Er Dødeligheds Frøe
Udi alt Kiød nedlagt? Jeg finder meer ey Glæde
Udi min hele Hiord. Min Gud!  Skal Guder døe!
Min Lyst nu er med dig, Menale, at kunde græde.
Derpaa de satte sig med Haanden under Kind.
Og Damon kunde ey af Sorg udføre Ordet.
Just i det samme kom den muntre Doris ind,
Og faae en Taare Flod for dem at staae paa Bordet.
Doris.
Ey! hvad? Er det nu Tid at see bedrøvet ud?
Hør, hvilken Tidende en Sønden=Vind mig bragte:
Vor Fader Friderich, vor Pan, vor Nordens Gud
J høy velgaaende et Aar tilbage lagde.
Den Een og Tredivte udi Tordmaaneden
Var Kongens Fødsels=Dag. Hvad kand da Hyrder hindre,
(*) xav. Alt.
