saa lastede og bespottede de ham ikke heller ---
Hør,
hvor de bander! sagde Verten: Gott strafe mich! hør!
Der Teuffel zerreisse mich!
Disse vil ansees for
artige og civiliserede Folk, og om jeg seer ret til, saa er
det ikke længe siden, at jeg saae den ene paa et helligt Sted
og i hellige Forretninger. Ak! Gud bedre det! Jeg har
kiendt, sagde Verten, et ungt Menneske, som aldrig band¬
te ringere end ved Tusinde Dievle; thi han havde allerede
en Deel under sin Commando, og rettede altid sin Næstes
Smaa Feyl med Stokken i Haanden og Tusinde Dievle i
Munden.
Hvor vederstyggelig denne Last, Sværgen og Ban¬
den, er, kand man let forestille sig, da endog en Vert saa¬
ledes kunde moralisere derover. Jeg gik, og var glad over,
at jeg par kommet ind til saa god en Vert, da jeg var vis
paa, at denne ey bandte mig i sit Hierte, fordi jeg havde
fortæret saa lidet. Underveys overveyede jeg nærmere
denne Last, som vist nok er en af de største Skam=Pletter
paa det menneskelige Kiøn. Og, for end mere at vise dens
Hæslighed, vil jeg anføre nogle Beviser derpaa, uagtet
man, desverre, ikke mangler samme:
Jeg kiender en Nar, og han er vel bekiendt, hvis
daglige Mundheld er: Jeg vil aldrig komme til Gud
eller arve Guds Rige! Jeg vil være Dievelens med
Liv og Siel! Denne Nar vilde gierne, at man skulde
holde ham for at være en Fritænker. Han vilde tage det
meget ilde op, om man vilde ligne ham ved andre Smaa¬
Siele, og sige, at han troede baade et Himmerig og et
Helvede. Dog alligevel sværger og bander han alle Øye¬
blik med den vittigste Mine ved Gud og Dievlene.
En vis Mand, som driver en hemmelig Hand¬
ling, tvivler paa, at Folk skulde vilde kiøbe af ham, der¬
som han ikke lagde nogle Eder paa hvert Slags Vahre.
Ved enhver liden Eed=flaaer han Øynene op til Himme¬
