dette velvoxne Menneske, om han skulde blive en Men¬
Eeder og H. - - - det som rimer sig paa Eeder.
Jørgen Hukkert og Mæds Fokmast sværger og
bander begge to allertydeligst ved heele Søemagten. Man
siger, at de har bragt det høyere i Bande= end i Seyle¬
Kunsten. Ja, man vil forsikre, at, da den Norske Lø¬
ve forleden løb af Stabelen, løb tillige saa mange Eeder
og Bander af Banke-Stokkene, at de kunde være tilstrække¬
lige til den sværeste Baglast. Man vil ellers mene at saa
dan Banden og Sværgen er lige saa nødvendig i Søe=i¬
denskaben, som Compasset og Søe=Koxtet.
Hercules Trumf hander i en eneste Vinter ved
Kort= og Tærning=Spil mere, end hans heele Familie be¬
der i 3 Sommere. Forrige Vinter giorde han vel et
Løfte ved to forskrækkelige Eeder, at han i sin Livs=Tid al¬
drig mere vilde spille om Penge. Men da Tiden giortes
ham lang, fortrød han sit Løfte, og begynder nu igien at
spille, men ikkun om Eneste=Skillinger. Høyere tør han
ikke, for sin Eeds-Skyld, vove sig for det første. Her¬
cules Trumff er dog ikke meensvoren; thi han anseer ikke
Eeneste=Skillinger for Penge.
For nogen Tid siden var jeg i Kirke i en af vort
smaa Kiøbstæder. Jeg var net op kommet op paa Orgel¬
verket. Da nu Organisten skulde spille den sædvanlige
Psalme efter Prædiken, havde Bælgetræderen, enten af
Skiødesløshed eller formedelst andre paakomne Tilfælde,
glemt at træde Blæse=Bælgene ned. Jeg troer gandske
gierne, at dette var en ærgerlig Sag for Organisten,
da han fornam, hans Instrument paa engang var blevet
tavs, og en Deel af Menigheden derved blev forstyrret i
deres Sædvane at synge. Den emfindtlige Organist
greeb paa alle Manualerne, og ret tappert stampede med
Fødderne omkring paa Pedalerne; han gloede op paa de
Orgelpiber, som sode over hans Musicalske Hoved; han
