hbeed Tænderne sammen; men alt forgieves. J det sam¬
me greeb han atter af alle Kræfter paa Claves; men der
var endnu ingen Vind kommen fra den Gudsforgaaene
Bælgetræder til den kunsterfarne Organist. Denne gøde
Mand blev derover saa nidkier i sit Embede, at han velte¬
de en saa forskrækkelig, saa fæl, saa hæslig og imod Na¬
turen stridende Eed af sig, at jeg tænkte, nu falder Kirken,
Orgelverket, Bælgetræderen og Organisten med alle Pi¬
berne sammen i hinanden. Neppe var Eden udsluppen
førend den beste Vind slap fra Bælgetræderen til Orga¬
nisten. Han greeb og saaledes løs paa det gamle Orgel¬
verk, at jeg nær havde bedet Bælgetræderen igien at tage
Vinden fra ham. Saavidt jeg forstaaer af Musik, mer¬
kede jeg at dennue gode Organist kunde bedre bande, end
spille paa Orgelverk. Jeg blev saa fortrædelig over denne
muficalske Syndere, at jeg gik strax bort. Jeg traf ham
om Eftermiddagen i et Sælskab. Jeg erindrede ham om
hans begangne Synd og græsselige Eed; men han svarede
i en meget musicalsk Tone: Til en god Organist hører en
god Vind=Macher. Denne Tone kom af de Duur.
Jeg har ofte i det deyligste Veyr hørt de ugude¬
ligste at bande: Daz der Donner und Blitg sle erfchla¬
gen mochte! og det med saadan Ærbødighed at haaren
reyste sig paa mit Hoved. O! hvilket forskrækkeligt For¬
langende! o! Synder! o! Almagt!
Den unge Passager, som for nogle Uger siden er
kommen tilbage fra sin udenlandske Reyse har allerede bragt
det saa vidt, at man nu ikke troer et Ord, af alt hvad
han siger, uagtet at han meget færdig bander derpaa.
Jeg saae engang en ung Herre at giøre en Eed
for Retten. Han stod ved denne Ceremonie, som en
Dansemester paa et Bal. Der var intet paa hans Postyr
at udsette, uden det, at han holdt Fingrene i Veyret, og
Hatten under Armen.
