dig i Lommen, og dette siger-ham, at han et gandske
fuldkommen. Han beundrer sig selv fra Top til Taae;
Han priser sin Skaber, jeg mener, Skræder; Han ly¬
der sine Creditorer, den Lovsang er billig; thi paa de¬
res Godtroenhed berøer den heele artige Figur. Jeg
mødte denne Ukiendelige forleden i Haven, og efter Sæd¬
vane hilsede ham. Han saae paa mig; men, i Stedet
for at hilse igien, tog han sit Speyl op, jeg tænker, for
at vilde see i Speylet, om der endnu var noget kiende¬
ligt hos ham. Jeg vil ikke giøre noget særdeles Træl
af hans Lineamenter, eller nøyagtig Beskrivelse over hans
nye Klædning, at han ey skal blive beskiemmet og kien
delig for andre, men, at han kand vide, at Folk kien¬
der ham, i hvor ukiendelig han mener at være, har jeg
bedet min Herre at bekiendtgiøre dette. Maaske han
deraf kand lære at kiende sig selv uden af det bedragelige
Speyl, som dog aldrig kand sige ham denne Sandhed:
At Klæder forskaffer ingen Dyd, og en Skræderer
ingen Skaber." Jeg forbliver:
Denne artige Ubekiendte, som har sendt mig den¬
ne Skrivelse, tillader mig vel uden Fortrydelse at sige han
at det lader, som han ikke veed det gamle Ordsprog: Klæ¬
der giør Mennesker. Ja end mere, vittige, kloge, ar¬
tige og fornuftige Mennesker. Og skulde da saadantel
velklædt Menneske, som Klæderne forskaffer saa mange Yn¬
digheder, forglemme baade sig selv og andre, er det jo vel,
at han har et Speyl i Lommen, som dog i det mindste kand
sige ham, at han har menneskelig Skikkese.
Jeg stak Brevet i Lommen, og gik uden Porin
for nærmere at overveye denne Sag. Jeg erindrede u¬
