derpeys, hvad den vidtberømte Anton Pansa fortæller
pm sig selv: med hvilket ærbødigt Øyesyn han ofte besøgte
sin Skræders Værksted; han saae grant, hvad Fortieneste,
Dyd og Fornuft der fremvoxte under Skræderens skaben¬
de Hænder, ja, ham syntes, at der fremsprang en lille
Herre ved hvert Stil af hans Naal. Pansa kom engang,
og med dyb forundring betragtede Skræderen, som just var
i Færd med at skabe en vigtig Person, men var meget mis¬
fornøyet, fordi fløyelet ey kunde række til at afbilde den
vægtige Bug. Den ene Svend Arbeydede af alle Kræf¬
ter paa en Stræng Junger. Paa Bænken laae en stor
mængde Spradebasser, elskværdige unge Smaaherrer, og
sukkende Elskere, hvilke med Utaalmodighed syntes at op¬
pebie deres Skadning og deres artige Væsens Udbredelse.
Alle disse skulle beslaae af lutter Fløyeler, rare Stoffer og
kostbare Silketøyer. Under Bænken laae en stoer Mæng¬
de slettere Klæde og Tøy for Lærde. Kunstnere og andre
ringere Skabninger. Paa Væggen hang to unge gandske
færdige, som ret hovmodede sig over en Poets gamle Klæ¬
der, som laae bag Døren for at forbedres. Her stod
Pansa hos Mesteren, holdende sin Hat under Armen, og
blev staaende længer end en Time i saadan ydmyg og er¬
bødig Stilling, som naar man er i fornemme og store
Mænds Sælskab. Hans Høyagtelse for disse Klæder,
som kunde giøre faa store Mirakler, var gandske billig,
efterdi Legemet, som ofte stikker i dem, synes os ligegyl¬
digt og af ingen Vigtighed, saa forbinder, og vores Pligt
os til, at paatage os saadan en ydmyg Mine, naar vi seer
disse Klæder, uden deres Legeme, som de af en Hændelse
tilhører. Men det er og lige saa billigt, at enhver, som
ellers ikke besidder nogen Fortieneste uden den, de har de¬
res Klæders Anseelse at takke for, aldrig tilegner sig den
Æres Beviisning, som disse Klæder forskafer dem, paa
