jeg vise ham hans Ligemand i denne eenfoldige Tænke,
212
maade;
Caspar Bruschius, en akm og fattig Poet, op¬
holdt sig engang til Bæsel, og levede af de Foræringer,
som Abbeden og Abbedinden gave ham, hvis Kloster
han beskrev paa Vers. Disses rige Gavmildhed satte
ham engang i den Stand, at han lod sig giøre en nye
Kiædning. Sagsnart han jod sig offentlig see i denne,
saae han med stiørsig Forundring, at alle Folk hilsede ham
meget ydmyg, og de, som sadde, slode ærhødig op for
ham. Han mærkede ftrax, at han alleneste kunde tilskrive
sine nye Klæder al denne Æres=Beviisning. Hvorudover
denne underlige Mand ærgrede sig saaledes over denne Æ¬
re, som han alleneste havde sine Klæder at tilskrive, at han
gik hiem, og gandske sonderrev sine nye Klæder. Denne
Poet var jo lige saa eenfoldig, at han ey endnu vidste, at
Klæder giør Mennesker, ja, agtede og ærede Men¬
nesker.
Jeg har undertiden hørt denne Talemaade, naar
Tienerne skulde sige, hvem der forlangte Herren eller Fruen
i Tale: Det er en Ubekiendt, og er meget slet klædt.
Siig: jeg er ikke vel, eller jeg er ikke hiemme. En an¬
den Gang. Der er en fornemme Person, som begierer at
tale med Herren, jeg kiender ham ikke, men han er præg¬
tig klædt. Beed ham at trine ind i den beste Stue.
Af alt dette sees jo klart, hvad Fortrin prægtige Klæder
har for de slette. Verden vil bedrages, og derfor bliver
den bedraget. Saa nødvendigt det derfore er, at klæde
sig, med Attico, net, dog tarvelig, saa daarligt er det der¬
imod, at vilde hovmode sig af nogle prægtige Klæder, og
