at vilde kaste Foragt paa dem, som ey har Mod nok til at
J disse
giøre sig til en Daare og Modens Pedant.
Tanker kom jeg uformærkt ind i en Have. O! hvilket
prægtigt Syn! Her stode Blomsterne i den yndigste Flor;
Hvert Slags var iført sine paa Tusinde forskiellige og ube¬
gribelige Maader skaterede Klæder. Ak! tænkte jeg: vil¬
de den, som bryster sig af sine prægtige Klude, rettelig
betragte disse Naturens Kunststykker, deres Farver, deres
Prydelse og Adkomst til samme, da skulde han see, al sin
Pragt, ja, laante Pragt, var kun et Intet at regne imod
det mindste Blomsters Herlighed. Ja, her kunde han og
betragte sin Prydelses Varighed. J det samme faldt mi¬
ne Øyne paa en uanseelig Nat=Viol, som stod afsides.
Ved dette Syg fornøyede jeg mig inderlig, og vil, om jeg
kand, fornøye mine gunstige Læsere med mine Tanker over
denne ringe og uanseelige
Nat=Viol.
Nanten underlig uddeler sine Gaver.
J denne Nat=Viol jeg et Exempel haver.
Den som et Afskum staaer udi et Urte=Bed,
Den uanseelig er og uden Deylighed.
En Torn, en Tidsel, en Skarntyde, ja, en Nelde,
(Hvis en udvores Pragt kend ellers noget gielde)
For denne NatViol i Sandhed Prisen bær.
Blandt Blomsterne den snart jo allerhæsligst er.
