Dog har Naturen end deri saa sparsom været,
Og den en bedre Pragt og Klædning ey foræret.
Da har den noksom paa den Mangel raadet Bod.
Den elskes, for dens Lugt er angenem og god.
Naar Natten stunder til, og Aften=Solen smiler
Naar andre Blomster sig tillukker og sig hviler;
Da slaaer den i sin Flor, og lugter allerbest,
Ja, dem til Skamme giør, som prydet aller¬
meest.
Ret ligesom at den ved Dagens Lys sig skammer,
Naar andre Blomster staaer og af sin Klædning
brammer,
Og har Tilskuere i største Hobetal.
Man af Undseelse den da ey lugte skal.
Af det udvortes man derfore ey maae dømme.
Hvor slet Viglen seer, man den dog maae berømme,
Der ofte meget got kand skiules af en Palt,
Og Viisdom ofte boer i ringeste Gestalt.
Af denne Nat=Viøl jeg tage vil Exempel.
Og stræbe at jeg kun kand bære Dydens Stempel.
Saa er det ligegot, om Kiortelen er slet;
Thi Pragt forudin Dyd giør ey til Men¬
naster.
Noget
