broget Sommerfugl flyvende ind i Lysthuset, og satte sig
paa denne Mands høyre Arm. Han, efter at han nøye
havde betragtet den, var saa høflig, at han tog den gand¬
ske sagte ved Vingerne, og lod den flybe igien. Jeg tænk¬
te, det er sikkert den berømte Physicus, som lader Edder¬
kopperne hekke i hans Studere=Kammer, ligesom andre skik¬
kelige Folk lader sine Canarie=Fugle hekke i Vinduerne.
Sommerfuglen fløy derpaa hen paa en andens Skulder,
men som jeg mærkede, var han ikke meget for dennes Be¬
kiendtskab, han slog til og traf dette usle Dyr saaledes, at
den faldt død ned til Jorden. Den arme Fugl, sagde
Philosophen sukkende, den maatte døe; et Dyr, som hav¬
de saa meget menneskeligt ved sig i -- (Jeg lurede
og eftertænkte: et Dyr, som har saa meget menneskeligt
ved sig? Denne Mand er vist nok Philosoph. Han kand
ikke være andet. O! gid han vilde tale noget mere! Jeg
gider meget gierne hørt gamle Folk at tale; thi af dem hø¬
rer man det Fornuftigste. J det ringeste burde det saa at
være) Philosophen mærkede min taugse Opmærksomhed og
sagde: Fald ikke i Forundring derover. Saavel dette
Dyr, som alle andre Jnsecter, har sine Forretninger paa
Jorden, som vi Mennesker. Den ene Orm har dette, en
anden noget andet at forrette. Denne smukke Sommer¬
fugl, (blev han ved) maatte døe, just da den første Gang
i denne Maaned havde trakt sin deylige Sommer=Klæd¬
ning paa. Den vilde ikke lade den blive fordervet af Reg¬
nen, derfor søgte den efter et tørt Sted, men maatte og
derover sette Livet til. Kryber vi Mennesker ikke i Skiul
for stærk Regn? Havde denne Sommerfugl havt et be¬
qvemt Sted for os, og vi vare gaaet ind til den, for at
bevare vort buntede og brogede Væsen, da vilde den virke¬
lig have taget høflig imod os, og holdt sig det for en Ære
og Fornøyelse at bevise os saadan Kierligheds Gierning.
