at fordrive Kaal=Ormene. Var det ikke lige saa nødven¬
digt, som at opklække Silke=Orme? Jeg talte engang med
en gammel Bønde, som endog under sit svære Arbeyde
havde opfundet mange nyttige Ting i Landvæsenet, denne
Mand viiste mig sit Kaal=Land; see! sagde han, der seer
J en herlig Urt. Men der skulde findes alt for mange
Munde til den, og efterlade mig og mine ikkun saare lidet
til Vinter=Føde, dersom jeg ikke af en Hendelse var kom¬
met efter, at Hamp er en Pest for de forbandede Kaal=Or¬
me. Jeg blev vaer, hvorledes en Kaalstok, som stød ved
nogle Stængler Hamp, var gandske urørt, da næsten al
min anden Kaal var opædt af Kaal=Orme; jeg saaer alte
saa noget Hampe=Frøe i Kaal=Landet. Seer J ikke, hvor
deylig den staaer, da derimod min Naboes er halv opædt.
Den Rige og hans Fornuftige skulde saaledes hø¬
ve en angenem Tidsfordriv ved deres Opfindelser, om de¬
endog vare aldrig saa ringe, naar de dog vare nyttige.
Dog troer jeg den Fornuftige vilde finde den største For¬
nøyelse derover. De Rige høres ofte, at klage: Tiden
giøres dem lang; de har ingen Tidsfordriv; de veed al¬
drig, hvor de skal hen, for at tilbringe den Tid, de en¬
gang vil ønske, at have brugt rettelig. Dersom jeg skulde
være saadanne Folkes Raadgiver, naar andre Erindrin¬
ger vare forgieves, vilde jeg raade dem, at de vilde være
saa gode, og lade sig slaae ihiel. Kand ikke et Menneske
hvert Øyeblik finde paa noget Got at giøre? Jeg er over¬
beviist om, at et Menneske, som kand tænke, kand Tiden
aldrig falde lang, naar det vil tænke ret, og ikke, som den
Engelske Spectator siger:
Han
