Betragtninger en Sommer Morgen.
Det var det behageligste Væyr. Luften var ren,
og alting formedelst den faldende Regn vat frisk og leven¬
de. Der var saa tidlig om Morgenen en behagelig og an¬
genem Stilhed over alt. Jeg mærkede paa den gamle
Philosoph, at han fandt sig ikke mindre fornøyet end jeg,
som i en dyb Henrykkelse over denne behagelige Morgen¬
stund taugde, og ventede, den Gamle skulde begynde at
tale (thi jeg mærkede, han tænkte paa noget, og jeg lader
altid de Gamle tale først.) See! sagde han, i det sam¬
me smiilende: See hvilken prægtig Circul, der omringer
os! Sde hvilken pyntet og prydet Jordklode! See hisset
i Østen, hvor Morgenrødens Straaler alt meer og meer
formindsker det behagelige Tusmørke. Dagens Bebude¬
re, Solens Forløbere, Morgenstiernen har allerede forstul¬
ket sig. Solen, dens Herre, er ikke langt borte.
J det samme blinkede dette alle Tings oplivende Øye, og
ligesom med en Purpurmund kyste de nyelige udsprung
ne Træernes Toppe, og med sine Guldfarvende Straaler
omfavnede Jordens forhøyede Deele, Bierge og Høye.
Himmel! hvilket henrykkende Øyeblik! Alting blev sat i
Bevægelse. Nattergalen slog saaledes, at de dybe Dale
og dens grønne Lunde fordoblede den saa kunstige og paa
tusinde Maader forskiellige Lyd, som gav det angenemeste
Echo i den hvelvede Skye. Den toppede Lerke havde alle¬
rede høyt opsvinget sig, og med sin igiennemtrængende
Stemme ligesom bød Dagen velkommen, og sang sin Mor¬
gen=Psalme. Kukkeren igientog idelig sit eget Navn; Det
gandske vingede og musicalske Chor holdt den angenemmet
ste og harmonerende Concert, som opfyldte det heele Luft¬
Rum, fra den skingrende Lærke ved det høye Himmel¬
blaa, indtil den qvidrende Rør=Jriske i den sumpige Mose.
