Hør! sagde Philosophen, i det vi stode stille, hør, hvor
disse Ufornuftige ere færdige ved den oprindende Soel med
enstemmige Munde at prise deres Skaber. Monne disse
stakkels Fugle ikke beskiemmer mange af de saa kaldede
Fornuftige? Monne der ikke være mange blandt de sidste,
som aldrig har seet, og endnu mindre med Sindets og
Forstandens Øye rettelig betragtet Solen i sin prægtige
Opgang, og priset den, som bød Lyset at fremskinne? Hvor
mange løber ikke efter, og ere meget nysgierrige for at see
en Brud eller Brudgom; men hvor faa ere vel de, som i
Stæderne, hvor Leylighed gives, vil bryde en Morgen¬
Søvn, for at beskue den støre Dagenes Regenter i sin yn¬
dige Morgenglands og Guldstukne Klæder, der som en
pyntet Brudgom fremtriner af sit Sæde, de forunderlige
Morgen=Skyer, og, i Betragtning af saa stort et Gode,
med en ydmyg og ærbødig Morgensang at prise det høye¬
ste Gode? - I det samme bøyede den gamle Mand
sig til Jorden, og med sit Glas betragtede nogle Myrer,
som løb over Veyen. See! sagde han, hvor vel den be,
hagelige og sindrige Virgil har beskrevet disse vinskibelige
Dyr. See, hvilken Fodstie de allerede har banet sig ved
sit flittige og duelige Traven frem og tilbage. Disse smaa
Dyr har i Sandhed været tidlig paa Færde, imedens de
allerede har saa forslidt og fortrampet denne Fodstie. See,
hvor de løber hid og did, alle geskieftige. Monne ikke
disse smaa og foragtede, dog nyttige Dyr beskiemmer man¬
ge lade Buge? Du Lade, siger Viismanden, gak til My¬
ren, og bliv viis. Men ak! denne Viise er maaske ble¬
Just
ven en Daare for mange selvkloge Daarer! -
snurrede en Bie forbi vore Ører. Atter et stort Beviis,
paa Flittighed, sagde Philosophen, denne Bie har maaskee
langt hiemme. Den er og tidlig kommnet ud at søge og
samle ind til Fremtiden. Den benytter sig af den beley¬
