lige Tid, dog uden tvivlagtig Bekymring for den tilsiun¬
dende. Denne Bie trak vores Opmærksomhed til sig.
Den satte sig paa et Blomster, og søgte lige til dets Jn¬
derste. Den havde alt faaet en deylig guul Kage samlet
paa det ene Laar, og nu stræbte at forsyne det andet lige¬
ledes, at den heel belæsset kunde blive ved dens Hiemkomst
vel modtaget af sine Medarbeydere. En forunderlig Re¬
publik! sagde Philosophen, bestaaende af saa duelige Bor¬
gere, hvoraf enhver har sine Forretninger; nogle kand an¬
sees som Bygnings=Mestere, nogle som Handtlangere og
nogle ere Jndsamlere; men alles Forretninger sigter stil
det almindelige og gemene Beste. Jkkun Vandbierne ere
uduelige, og nærer sig af deres flittige Medbrødres Sveed,
og Arbeyde. Men i hvad Republik, Stad og Land fine
des ikke saadanne Vandbier. O! vilde de Fornuftige ta¬
ge Exempel af disse vinskibelige Dyr, og ey ligge paa den
lade Side, men ved Flid og Arbeyde forsyne sine Kieldere
og Spisekamre i rette Tide, alt i Tillid til Forsynets Vel¬
signelse, og i alle sine Gierninger have det almindeligt
Beste og Huus=Behov mere for Øynene, end en deylig
Stadse=Stue! Man skulde da ey høre saa mange utidigt
Klagemaal. Vandbierne, som trækker Hønningen fra de
Fattige og Flittige, skulde tilholdes at arbeyde, eller og
gandske forjages, som unyttige og skadelige Creature i en
Republik. Da skulde man see heele Lande, Stæder og
Huse forsynet med alt fornødent, ligesom man kand see en
med Vox og Honning tilpakket Biekube.
-J det vi
betragtede denne Bie, faldt Philosophens Øyne paa den
lille og deylige Urt, Verges mir nicht. See! sagde
han, og tog den op i Fingrene, denne lille Urt, saa vel
som alt det øvrige fortiener en værdig Eftertanke; men
hvo har kundet bedre og med finere Træk afpensle dette
deylige Blomsier, end vor udødelige Patriotiske Til¬
