skuer? Naar han siget: Ney, jeg vil ikke glemme Dig,
du lille Urt, med alt for stoer Ret fordrer Du min Op¬
mærksomhed; Dive smaa Himmelblaae Blade, i hvis
Middelpunkt en rødlig guul Prik glimrer, synes ret i
smaat at afbilde den paa den Himmelblaae Hvelving,
glimrende Soel, af hvilken Du og laaner Din alt for
ofte ubemærkte Skiønhed; thi jeg flutter, at en skiø¬
desløs og uopmærksom Ligegyldighed først gav Anled¬
ning til Dit paamindende Navn. Lær mig, Du smukke
Blomster, til Belønning fordi jeg ikke glemte Dig,
hvorledes hans Øye, hvis almindelige Forsorg saa her¬
ligen klæder Dig med meer end Kongelig Pragt, hvor¬
ledes det med en endnu ømmere og besynderligere Om¬
sorg er henvendt paa mig. Lær mig fra Dig at slutte,
hvorledes ikke et eneste af mine talte Hoved=Haar uden
hans Tilladelse kand røres. Saa aldrig qvælende Næ¬
rings=Sorg, men ikkun Bekymring for, at vorde sand
nyttig, maae opstaae i mit Bryst; men at Tillid til
Forsynet maae da være stærkest, naar alle fynlige Ud¬
Nu kom en Hyrde drivende med
veye tillukkes."
sin Hiord, som villig hastede til Marken for at vederqvæ¬
ges paa det forfriskende Morgen=Græs. Hyrden blæste i
sin Skalmeye, Faarene og Lammene brægede, som ikke
gav en ubehagelig Lyd. De kielne og spøgefulde Lam gik
i en bestandig springende og hoppende Dands, og ligesom
frydede sig ved den behagelige Morgenstund. Snart spil¬
lede Hyrden, snart sang han, og imellem beed han paa et
Stykke tørt Brød. Monne ikke denne fattige Hyrde, sag¬
de Philosophen, er langt mere fornøyet, end mange, som
svømmer i Overflødighed, og dog aldrig kand mættes, ja,
maaskee den, som Klokken 9 a 10 drikker sin Chocolade
paa Sengen, har langt fra ikke saa roeligt og fornøyet et
Sind, som denne Hyrde, hvis Chocolade=Kage er et Stykke
