tørt Brød. Da Hyrden kom os nærmere, hilsede han
os: Guds Fred! en god Morgen! Hvilket vigtigt Øns
ske og dyrebar Hilsen! sagde den Gamle, dersom den ikke
skeete af en enfoldig Sædvane, vilde jeg troe, den var vel¬
menende; thi hvad skulde ellers bevæge ham til at ønske os
saa meget Got? Jmidlertid kand vi sikkert troe, at denne
Mands Hilsen var lige saa velmenende, som mange andres,
der mere setter Hilsener paa Skruer, saasom: Deres rin¬
geste, ydmygste og ærbødigste Tiener, tres humble
Serviteur &c. hvilke ofte skrues saa høyt og af saa høye,
at man med billighed kand kalde Tienerskabet i Tvivl, saa
vel paa Dansk, som paa Fransk; dog kunde man med
Rette tænke, at deres Hilsener vare velmenende, som staaer
længe med Hatten i Haanden, og bukker ved hvert Ord.
Vi gik af en Fodstie igiennem den med Blomster af
utallige Farver prydet Eng, som gave den meest forfri¬
skende Lugt fra sig, det første de ved den vederqvægende
Soel udsloge deres yndige Blade. Hvilke prægtige og
naturlige Malerier, sagde Philosophen. Mon nogen
Skildrer er i Stand til, saaledes at formænge sine Far¬
ver, som Naturen, der paa hvert Blad, end og det mind¬
ste, fremviser de største Mesterstykker. En vigtig Erin¬
dring, som den store Læremester gav: Betragter Lilier¬
Nu kom vi til en reen og vel¬
ne paa Marken.
dyrket Ager, hvor Kornets spidse Blade gegyndte at frem¬
pippe af Jordens Skiød fra sin frugtbare Kiern. Hvor
reen og deylig staaer ikke denne Ager? sagde den Gamle,
men det er at befrygte, at Klinten med Tiden og vil ind¬
finde sig i dette deylige Agerland. Her seer vi vores Ung¬
dom; men hvorledes tager ikke Ufrud og Klinten til med
Aarene, som endog ofte qvæler det naturlige Gode, før¬
Under saadan Samtale kom vi
end Høstens Tid. -
uformerkt til den færske og liflige Søe, som tiener saa man¬
