ge Munde til Vederqvægelse. Atter et behageligt Syn
Søen, som det klareste Sølv eller Chrystal, gav forme¬
delst de smaa rullende Bølger den deyligste Glimren fra
sig, der næsten blindede Øynene ved Morgen-Solens paa¬
faldende Straaler. Her gik den modige Svane, og kney¬
sede med sin lange Hals, og ligesom foragtede de smaa og
omkring flyvende Moger. Paa begge Sider vare de dep¬
ligste grønne Enge, og Søe=Bræddens Træer ligesom spey
lede sig i dette Chrystalle Dyb, for at betragte sin nye lyse¬
grønne Sommer=Klædning, dog uden at hovmode sig.
Fiskene opsvingede sig fra Dybet, og ligesom af Glæde
spillede i Vandets Overflade, ja, ophævede sig endog over
deres Element, for at betragte den behagelige Morgen¬
stund. Her stod en Mand og anglede. Han var lykkelig
i sin Fangst, og qvistede en Fisk paa Landet efter den an¬
den. See! sagde den Gamle, i det de enfoldige Fiske
lode sig bedaare af den feede Føde, slugte de tillige den dø¬
delige Krog i sig. Saaledes lader Menneskene sig ofte
forføre af den bedragelige Lokke=Mad, som Verden udka¬
ster. De bider paa den skiulte Krog saa længe, til de bli¬
ver hængende ved den. See, hvor Fisken, som nylig spil¬
lede saa munter i Vandet gisper nu, da den skal døe.
Her havde vore Betragtninge Ende. Dog førend
Philosophen kunde forlade al denne Herlighed, vendte han
sig om, for endnu engang at betragte den. Vi lode Sy¬
net løbe over det heele, som under Eet betragtet, udgiorde
noget Stort. De vederqvægende Regne=Draaber, som
hang endnu paa alle Planterne, Løv og Græs glimrede som
Perler og Ædelsteene imellem de skaterede Enge og Mar¬
Hvilke Foranstaltninger og Tilberedelser har
e
ker.
dog det milde og vise Forsyn ikke gjort for os Mennesker!
sagde den gamle. Alt dette er jo til Menneskets Beqvem¬
