eede alle Dage med størsle Længsel, at see et Skib passere
os forbi, hvorved vi kunde blive frelste, men Skiebnen
var os ikke saa gunstig.
Efter at vi havde været en tre Ugers Tid paa
Øen, besluttede vi, at sammenbinde mange Stykker Træ¬
er, som kunde udgiøre et Flaad, og derpaa gik vi til Søes,
i Tanke, at Vinden skulde føre os enten til en beboet Øe,
eller til et Skib, hvorved vi kunde blive reddede; men i
3 Dage og 3 Nætter udstode vi dette Arbryde og yderste
Livs Fare, uden at naae vort Ønske.
Den sidste Nat, da vi saaledes omflakkede paa det
vilde Hav, stod vores Flaad uformodentlig stille, hvoraf vi
sluttede, der maatte være Land; men formedelst den mørke
Nat kunde vi ey see dets Beskaffenhed. Jkke desto mindre
steeg vi dog af vores Flaad, og gik i Land. Men da det
blev Dag, kiendte vi først vor Ulykke, at vi vare paa en
blot og bar Steenklippe, som stod op midt i Havet, hvor
der hverken var Træer eller andet. Vores Flaad var bort¬
drevet, og saaledes faae ingen mere Frelse for os. Midt
i vor Elendighed blev vi vaer den Øe, som vi havde for¬
ladt, og da vi syntes, den ey var længere borte, end vi,
skiøndt udmattede, maaskee kunde svømme dertil, besluttede
vi det, og kastede os i Søen (vi vænnes til fra Barns Been
at svømme); Vi kom og lykkelig med største Møye til
Øen, og underholdt Livet paa forrige Maade.
Min Kammerat, som var til Alders, og kunde ey
saa vel som jeg, udstaae dette meget haarde Levnet, be¬
gyndte at blive syg. Jeg maatte altsaa søge om Føde til
os begge, og ofte maatte tage Natten til Hielp. Mit
haarde Levnet tog altsaa mere og mere til. Da min Kam¬
merat mærkede, at Sygdommen forøgedes og blev slettere,
begierte han at skilles fra mig, og lagde sig et andet Sted.
Jeg gik flittig til ham, naar jeg ey skulde søge efter Føde.
Tvende Morgener gik jeg til ham, førend jeg gik ud at
