Forbaanelse, men meget mere troede, at hans Spottere og
Forhaanere selv vare Narre.
De maae være nogle forunderlige Dyr, de Philo¬
sopher, sagde Verten, man skulde snart tænke, de vare ikke
complette Mennesker, men havde ikkun fire Sandser, og at
Naturen havde nægtet dem den femte, nemlig Følelsen. Et
fuldkommen Menneske har jo fem Sandser? ---
En af Sælskabet reyste sig i det samme, gjorde en
vidtløftig Compliment for os alle, og gik bort. Den Karl
giør flere Complimenter end jeg, sagde den Gamle (Den
Gamle var nu bleven ret oprømt og fornøyede os alle med
sine adskillige Jndfald.) Somme Folk giøre alt for meget
af deres Høflighed, saa de derøver bliver latterlige, lige¬
som hiin unge Herre, der fortælles om, at have tiltalt en
Madame saaledes: Madame! det er mig en stor Ære,
at see mig saa lykkelig, at være bleven saa lyksalig,
saa jeg kand have den Lykke, at De vil være saa gun¬
stig, og give mig den store Ære, at beære mig med
den Naade af Deres behagelige Nærværelse.
Ha, ha, ha, det var en Remse den, sagde Verten leende,
den kunde jeg min Troe ikke lære uden ad i en halv Dag.
Det behøves ikke heller, svarede den Gamle, thi den Com¬
pliment duer lige saa lidet, som den, en vis Mand giorde
en vis Herre, da han første Gang kom til ham, efter at
han havde mistet sin kiene Frue: Min Herre, sagde han,
jeg kommer for at beviidne for Dem, den store An¬
deel, som jeg tager i den Forliis, De har behaget at
udstaae og lide. Var denne Compliment ikke lige saa
elendig, som den Leylighed, ved hvilken den blev brugt og
anvendt?
Nange ere komne i saadan Vane med at begaae
Udskeyelser i deres Complimenter, i sær i deres Venskabs
Forsikkringer, saa de bliver gandske Narre derover. Hen¬
rich sagde engang i Comoedien, da han vilde overtyde sin
Herre om sin Tienstfærdighed: Jeg vilde ønske, at no¬
