at læse de Bøger, som derom ere skrevne eller skrives, el¬
ler ved Omgiængelse med Mennesker. Jeg har ved saa¬
dan Leylighed kommet efter en vis Caracter af et tilsindet
og ærgerligt Menneske, og det kunde ikke skade, om sam¬
me blev bekiendtgjort, jeg er vis paa, der findes mange af
det Slags i Verden. (Fortæl kun, tænkte jeg, det skal¬
rigtig nok blive bekient) Cleantes, sagde han, jeg veed ikke,
om sogen af disse gode Venner kiender ham, han er en
Mand i sine beste Aar, og er gift med en meget artig og
dydig Kone. Han er min gode Ven. Jeg var for faa
Dage siden hos ham, og havde den Gang ret Leylighed til
nøye at give Agt paa hans Opførsel. Jeg maae tilstaae,
at jeg hæftig forskrækkedes, da jeg mærkede den Slags Vre¬
de, som findes hos ham. Vi sadde begge jevnsides sam¬
men og drak Caffe, men i det han tog Caffe=Koppen til
Munden, og tillige vilde meget opmærksom høre paa det
jeg fortalte, spildte han noget Caffe paa sine Klæder. Jeg
kand aldrig sige Dem, mine Herrer, hvor iilsindet og ar¬
rig han blev, og hvor fælt og forskrækkeligt han tog afsted.
Han bandede The=Koppen, og af fuld Forbittrelse slog den
imod Gulvet. Hans artige Kone blev meget undseelig og
skamfuld derover, og bad mig paa hendes Mands Vegne
om Forladelse, med det Tillæg, at saadant var ikke rart
der i Huuset. Min Mand, sagde hun, er meget let bragt
i Harnisk, og han slaaer og bryder Alting i Stykker, som
giver ham Anledning til Misfornøyelse. Jmidlertid, sag¬
de hun videre, har han dog endnu aldrig giort mig noget
ondt, naar jeg undtager den Skade, som han har foraar¬
saget paa vore Meubler. Da nu Cleantes var imtdlertid
bleven gandske rolig i sit Sind, saa maatte han dygtig hol¬
de her; vi firerede ham brav, og han var saa sagtmodig,
at han loe af Hiertens Grund over sig selv. Strax der
paa skulde han i en Hast underskrive en Qvittering. Hans
Kone bragte ham Pen og Blek, men da Peunen ikke i Øye¬
blikket vilde skrive, saa blev han atter saa arrig, at han med
største Heftighed stødte den i tu paa Bordet, og kastede den
fra sig. Da det blev Aften, vilde han klæde sig af; og da
Baandet i Halskraven (thi han bruger ingen Manchetskjor¬
ter) havde forslynget sig i Knuden, blev han saa forskrække¬
lig fortrydelig derøver, at der var nu slet ingen Naade af
vente for Halslinningen, men med Magt rev den i Stykker.
