Der forefalder hver Dag et eller andet saadant, og der er
ingen Ting frie og sikker for Cleantes i hans heele Huus,
undtagen Mennesker og Dyr, som han intet ondt giør.
Det er unægteligt, at saadan Bredes Udbrydelse
er overmaade latterlig. Man veed, at Vreden er altid
forenet med et Had til hvem der opvækker den; og da nu
alt Had er tilbøyeligt til at skade den, det er stiilet paa,
saa er det endda naturligt, eller overeensstemmende med
Vredens Natur, naar man tragter efter, at skade Menne¬
sker eller andre Dyr, som har nogen Følelse. Men hvor
latterligt er det ikke at blive forbittret paa en følesløs Ting,
som ikke kand fornemme det allermindste til Vredens Virk¬
ning? Naar Cleantes og hans Lige hævner sig paa en
Pennefieder for dens modtvillige Ulydighed, saa tænker han;
Hav det nu saa got, du forbandede Fieder, og tak
dig selv for den Elendighed, som jeg har styrtet dig
udi.
Saadant et Menneske skader ellers ingen uden sig
selv allene, efterdi han altid forderver noget af sine Sager.
Naar Cleantis Jilsindighed er forbi, leer han ad sig selv, og
tilstaaer at han i den Fald opfører sig meget naragtig, og
at han fortiener at udlees af andre; Han er ofte vreed paa
sig selv, fordi han ligesom en Slave skal være denne Vre¬
de underdanig. Men det hielper altsammen intet. Saa
lidet man kand vogte sig for en Lynilds Straale, saa lidet
kand man være sikker for Cleantis iilsindede Væsen.
Saadan haflig opstigende Vrede maae være for¬
skrækkelig heftig, endskiønt den varer ikkun kort, og Menne¬
sket maae i de Øyeblikke være uden for sig selv. Det var
Umagen værd, at anføre det Spørsmaal i Adresse=Con¬
toirets Efterretninger: Om nogen vidste eller kunde
opfinde et Middel, som kunde curere iilsindet Arrig¬
hed? Men det nyttede ikke at spørge, uden man vidste, det
blev besvaret; thi der spørges om saa meget, hvorpaa vel
aldrig læses noget Svar; Spørsmaalene staaer der altsaa
til ingen Nytte. Ney, da maae jeg heller lide den Cor¬
respondence, hvor Svaret følger strax paa hvert Spørs¬
