Her er et Brev fra en Kone, som jeg endelig
maal.
maae indføre; det er mig kiert, man fatter saadan Fortroe¬
lighed til mig. Det er min Skyldighed, at bringe hendes
uordentlige Mand til Ordentlighed, om jeg kand; og give
hende en fuldkommen Hevn:
Min Herre!
Jeg har truet min Mand med, at forklage ham
for Dem, og dersom De vil indrykke dette Brev i Patrol¬
en, saa faaer jeg Hævn over ham for en Bagatels Skyld.
Naar min Mand læser det, veed han, jeg har skrevet det,
og han bliver ikke fortrydelig derover; thi vi elsker hinan¬
iden oprigtig, og jeg troer ikke, min Mand har nogen an¬
den Feyl, end den, jeg nu vil fortælle: Naar han har
varet ude i Byen og kommer hiem igien, saa legger han
sin Hat paa det første det beste Sted, og glemmer strax,
hvor han har lagt den; ligeledes skiller han sig ved hans
Stok og Kaarde, snart hist, snart her, uden noget vist
Sted at hænge eller legge det paa. Naar han nu paa nye
vil ud, saa maae alle Ting sankes sammen fra alle Kan¬
ter og Kroge i Huuset, og da træffer det sig de fleeste Gan¬
ge til Ulykke, at man ikke kand finde Hatten. Hvor er
min Hat, siger min Mand; lille Hierte, hvor er min
Hat? Jeg søger allevegne, og naar jeg ikke kand finde den
strax, saa raaber min Mand: Gesvindt, min Hather.
Ofte løber baade jeg og mine Børn heele Huuset om
kring, førend vi kand finde Hatten. Han maae tilstaae,
at han selv er Skyld i, at man ikke strax kand finde Hat¬
ten. Naar vi søger for længe, gaaer han og smaaknur¬
rer. Han kand dog ikke forlange, at hans Hat altid skal
koste mig saa megen Umage og Søgen. Dersom han nu
ikke vil forbedre sig, har jeg besluttet, at kiøbe et heelt
Dusin Hatte til ham, og hænge en paa hvert Søm i Stuen,
saa skal han ikke knurre mere for sin Hat.
Jeg forbliver &c.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag
