tillade mig, at jeg ey næbner og characteriserer mig eller
mine to afdøde Mænd saaledes, at De deraf kand slutte,
enten hvem jeg er, eller hvem de har været. Jeg er alt
for ærekier, og om det maae tillades mig at sige, alt for dy¬
dig til, at jeg skulde beskiemme mine Mænd i deres Gra¬
ve. Jeg har to Gange prøvet, hvad det er at være gift,
og ontendskiønt jeg endnu først er i mit Fyrretivende Aar,
saa maatte det allene skee for mine Synders Skyld, i Fald
jeg endnu engang skulde vilde gifte mig. Jeg vil troe, der
findes man e Koner, som det gaaer bedre i deres Ægteska¬
be, end det har gaaet mig. Men da mine salige Mænd
ikke vare af det aabenbare ryggeslose Slags, og vi bleve
holdte for at være lykkelige Folk, saa tænker jeg, at mange
Koner, om hvilke man ikke troer det, sukker under lige saa
stoer Elendighed, som jeg i en tive Aars Tid har maattet
giøre. Jeg vil meddeele Dem en oprigtig Efterretning
om mit tilbragte Levnet, hvorved jeg i det mindste haaber,
at naae den Fordeel, at overbevise nogle visse Mænd om
den Sandhed, som man ikke synes at troe, nemlig: At
Mændene vel fordrer den ømmeste Kierlighed og Hen¬
givenhed af deres Koner, men meget sielden forstaaer
eller vil forstaae den Maade, paa hvilken samme op¬
vækkes og vedligeholdes.
Jeg havde fyldt mit attende Aar, da min første
Mand gjorde mine Forældre det Tilbud, at ægte mig. Jeg
var deres eneste Barn, og da de sadde i en middelmaadig
Æresstand og vare velhavende Folk, saa behøvede de just
ikke at kaste mig bort. Jeg havde og faaet saa god en Op¬
dragelse, som noget Barn kand gives, og jeg var dydig nok
til, ikke strax at antage det giorte Tilbud af Vellyst. Jeg
havde og allerede havt to andre Friere, som vare blevne af¬
viste, fordi jeg var for ung, uden at man havde indladt sig
i nøyere Undersøgning om deres Værdighed. Fornedels.
