de han, har talt en Durat for lidet; jeg maae i en Hast
løbe hen til ham og lade ham det vide. Man kand let
slutte, hvor nær dette gik mig, og det var ikke uden stoer
Møye, at jeg kunde bevæge min Mand til, at han ey skul¬
de være saa hidsig over saadan Bagatelle. Maaske, sagde
jeg, han har fortalt sig. Jeg stod op, og talte Pengene ef¬
ter, da Ducaten fandtes kigtig. Herpaa giorde min Mand
sig den Umage, at veye hver Ducat, og, da han fandt 20
Stykker, som vare for lette, vare alle gode Ord forgieves;
her hialp nu ingen Bøn; min Mand gik hen til min Fa¬
der, og han maatte give ham 20 vægtige Ducater for de
andre. Jeg sad imidlertid hiemme og græd; og samme
Dag kom min Moder til mig, som med Bedrøvelse fortal¬
te, hvor nær min Fader havde taget sig min Mands næri¬
ge Opførsel. Nu saae vi, at min Mand var et andet
Menneske end min Brudgom. Og da jeg fra min Barn¬
dom af havde fattet en ædel Ligegyldighed for timeligt
Gods og Rigdom; saa skielvede jeg ved det Begreb, som
jeg nu begyndte at giøre mig om min Mand.
Dog det var ikkun Begyndelsen. Samme Dag
maatte jeg endda erfare meget meere. Jeg begyndte at
føre mig op som Kone i Huuset, og anstillede en Undersøg¬
ning over alt, hvad der fandtes. Jeg maae tilstaae, at
der var Forraad nok af alle Ting, men min Mand havde
Laas for det altsammen, og selv forvarede Nøglerne dertil;
og jeg fik i det høyeste ikkun engang om Aaret alle vore
Mobilier at see. De Ting, som vi havde til hver Dags
Brug, vare hiertelig slette. Af min Medgift saae jeg ikke
en Skilling, saa længe min Mand levede, og jeg kunde al¬
drig faae at vide, hvorledes han brugte den, eller hvor han
havde giemt den. Det er fandt, Manden har vel en Slags
Ret til, at skalte og valte med Konens Medgift, som han
vil; men da Konen dog ikke mister sin Eyendoms Rettig¬
