altid skulde være dem velkommen, men min Mand maatte
jeg ikke tage med.
Naar han var allene hos mine Forældre, saa be¬
gyndte han stedse at tale om deres rørlige og urørlige Gods.
Snart syntes ham, at denne Capital stod ikke sikkert nok
udsat, og snart ikke den. Han gik saa vidt i sin uforskam¬
mede Gierrighed, at han ofte talede om det Arvegods, han
ventede efter dem; og da han engang betragtede en kofibar
Sølv=Caffe=Kande, sagde han med en fornøyet Mine: at
han til mine Forældres Jhukommelse, vilde giøre denne
Kande til en ArveKande i Familien.
J det første Aar af vort Ægteskab kom jeg i Bar¬
selseng. Jeg kand umulig fortælle alt det, jeg maatte ud¬
staae, da det lakkede imod min Nedkomst. Da min Mand
først blev forsikkret om min Frugtsommelighed, sagde han
adskillige Gange til mig, med en hiertelig fornøyet Mine:
At da han ikke tvivlede om min lykkelige Nedkomst, saa
var han glad ved, at i Fald jeg skulde døe, saa havde han
ikke den Fortrædelighed at befrygte, at give mine Forældre
noget tilbage igien af min Medgivt. Han giorde vel hun¬
drede gange Overregning, hvor meget Barnedaaben kunde
koste; og da han havde i Sinde, som rimeligst var, at be¬
de mine Forældre til Faddere, saa var det hans Trøst, at
han haabede, min Fader skulde give en god Fadder=Ga¬
ve; men da min Fader ikke gav saa meget, som min
Mand havde ventet, saa maatte jeg derover høre de aller¬
fortrædeligste Talemaader af Verden; og omendskiønt han
saae, at jeg ærgrede og bedrøvede mig inderlig derover,
saa skaanede han mig dog ikke engang, endskiønt jeg de før¬
ste Dage efter min Nedkomst befandt mig i meget slette
Omstændigheder. Det var mig umueligt selv at opamme
