min Søn; men desnagtet var min Mand ikke at bevæge
til, at holde mig en Amme. Mine Forældre forbarmede
sig endelig over mig, og holdt mig en paa deres egen Be¬
kostning, hvormed min Mand lod sig endelig befalde, end¬
skiønt han stedse bebreydede mig min Kielenhed.
Da min lille Søn var bleven saa stoer, at jeg tur¬
de lade ham komme ud i frie Luft, saa skikkede min Mand
ham næsten hver Dag hen til mine Forældre; thi saa slap
han for at give ham og Ammen Mad og Drikke hiemme.
Min Mand giorde sig gandske utaalelig for mine Foræl,
dre, ved det han forlangte Foræringer over Foræringer for
deres lille Datter=Søn, hvilken de havde været Faddere
til. Han havde fattet den selsomme Grille, at Beste=For¬
ældre vare lige saa stærkt forbundne, som Forældrene, til
at sørge for Børnenes Opdragelse og Underholdning; og
han syntes slet ikke at kunde begribe den Sandhed; at det
er slet ingen Kunst at bekomme Børn; men det udfordrer
baade Kunst og Dyd, selv tilbørlig at opdrage dem.
Omendskiønt jeg nu fik meere at bestille med min
Søn, end jeg før havde, saa maatte jeg dog, desuagtet,
saa snart Barselsengen var overstaaet, atter ligesom forhen
paatage mig min tunge Huusholdning, og jeg mærkede nol,
at min Mand ey havde i Sinde, at holde fleere Piger, i
hvor mange Børn jeg end fik.
Efter tre Fierding=Aars Forløb blev jeg atter
frugtsommelig; og da jeg fortalte min Mand det, forskræl¬
kedes han, og sagde med et fortrædeligt Ansigt: Dersom
det saaledes skal vare ved, saa maae jeg blive en fattig
Mand. Han begyndte strax at indskrænke vore Udgivter
