sette min nærværende Roelighed og Lyksalighed i Fare igien.
Men er en Kones Død, efter mange Mandfolks Sigelse,
ikkun at regne ved et Albue=Stød; saa veed jeg ikke, hvad
Pine saadanne Mænds Død kand lignes ved, uden ved et
Loppestik.
Jeg forbliver it.
Adskilligt Nyt.
En Kalkunsk Hane havde forleden nær bleven dræbt
af et ungt Menneske, som har Luner, og det Øyedlik var
meget nidkier. Hanen brystede sig hos sine Høns, og
strakte alle sine Fiere om sig. Den unge blev meget for¬
trydelig over, at dette Dyr gik saaledes og hovmodede sig.
Han trak den Kaarde, som han nyelig havde faaet, og hav¬
de rigtig i sin Jvrighed hugget Hovedet af Hanen, havde
ikke Verten i det samme kommet til, som forhindrede dette
Mord, sigende: Hvi er J saa vreed paa min Hane, Mon¬
sieur? Den bevæbnede Unge svarede: fordi jeg ærgrer mig
over, at dette ufornuftige Dyr gaaer og bryster sig saa
stærk. Min Ven, svarede Verten, var Hanen fornuftig,
saa brystede og hovmodede han sig ikke. Det er just Tegn
til Ufornuft at giøre det, og dermed maae Fornuftige see
igiennem Fingre. Men under Eders indbildte Jver og
Nidkierhed imod Hanen tykkes mig, ligger en egen Stolt¬
hed forborgen, at J ikke kand fordrage at see Eders Lige¬
mand; thi jeg troer, intet Dyr kand være meere opblæst,
end en ufornuftig Kalkunsk Hane, og en Ung, naar han
først faaer sin Kaarde.
J Snakke=Lavet fremsatte forleden en af Lemmer¬
ne dette Spørsmaal: Hvorfor Adam beed af Æblet?
En svarede: Det skede af Ætgierrighed; En anden sagde:
