nogle gode Venner, og var engang i et Sælskab, hvor jeg
maa sige, jeg fandt mig ret fornøyet, indtil Hr. von
Hareplager kom ind i Stuen. Han bragte 3de store
og lange Mynder med sig, og jeg kand ikke fortælle Dem,
hvilken Allarm disse Creaturer giorde, men det kand jeg
sige Dem, at det ene Beest løftede det ene Been, og
gandske bedervede min Himmelblaa nye Silke=Klædning¬
Da Hr. von Hareplager blev dette vaer, sprang han
op, og med sin Jagt Pidsk jog disse Dyr fra det ene Hiør¬
ne til de andet i Stuen, indtil den ene af Augesi krob
ind under mine Skiørter, og endelig omveltede Caffe=Bor¬
det. Vi bleve alle overstænkede, og et kostbart Garnitnk,
af Potcelain blev sønderslaget; men Ondt blev endda
værre, i det Hr. von Hareplager jammerlig pryglede
sine Hunde. Hans Raaben og Støyen, Hundenes yn¬
kelige Tuden, og Jagt=Pidskens skrækkelige Smelden giør¬
de saadan Allarm, som Elementerne vare i Krig med hin¬
anden. Vi vare allesammen næsten uden for os selv, og
jeg fik min nye Klædning bedervet. Kiere! burde gr.
von Hareplager ikke enten lade sine Hunde blive uden
for, eller og afrette dem bedre? Jeg forbliver med me
Deres
i gen Ærbødighed,
tienstforbundne Tienerinde,
Cleolinde.
Cleolinde har Ret, og Hr. von Hareplager hur
de give hende en nye Klædning, og foruden al anden Ska¬
de erstatte dem allesammen for den yderlige Skræk, de ble¬
ve satte udi, i sær Cleolinde, da Mynden søgte Retirade
og Skiul under hendes Skiørter.
De Folk burde aldrig være i Sælskaber med Men¬
nesker, som ey kand tænke eller tale uden i Anledning af
ufornuftige Dyr, og for deres Skyld glemmer at tale med
