Min Herre!
Jeg er meget sælskabelig, og jeg holder for, det
giør udgiør en stor Deel af den menneskelige Lyksalighed
at komme tilsammen for at tale om adskillige Ting, som
ved saadanne Sammenkomster kand forefalde. Men et
Slags Sælskaber synes mig aldeles intet om, og det er
saadanne, hvor man, i Steden for at nævne nogen, i sær
Fraværende, ved Navn, betegner man dem med Caracterer
eller Kiendetegn, der ligesom ligner smaa Beskrivelser.
De indbyrdes og sædvanlige Lemmer i saadanne Sælska¬
ber kand vel forstaae hinanden; men derimod ere de gand¬
ske uforstaaelige for Fremmede. Jeg traf forleden i saa¬
dant et forblummet Laug, hvor det forekom mig, ligesom
Sælskabs Lemmerne spillede lutter Pantomimer, uagtet de
talede og loe gandske høyt. Naar de talede om en og
anden, sagde de, for Exempel: Den med den lange Næse.
Den med den store Pung og korte Been. - Den,
Frue, som mober i alle Sælskaber. -
Den Mand,
som kryber under Bordet for hans Kone.
Den med
den krumme Ryg.
Den Jomfrue, som besvimede,
2¬
da hun af Ubetænksomhed nævnede sin lille Taae.
Den med den lange Hals og smaa Øyne.
Den med
Manchetter og Jslandske,=Strømper.
Den med
cafferet Haar og brudne Skoe, og saadanne mangfoldige
andte Beskrivelser, over hvilke enhver i Sælskabet slog en
Latter op, som saaledes døvede mine Ører, at jeg neppe
kunde høre, at een i Sælskabet sagde til sin Naboe: Den
Fremmede, med den sorte Paryk og hvide Støk, og der¬
paa hiertelig loe. Bred disse, min Herre, at indeholde
med deres Beskrivelse, i sær, naar Fremmede ere tilstede,
eller i det mindste at lee saa høyt, at ingen Fremmede
kand høre Beskrivelsen over sin Person, i deres Sælskab,
hvormed De meget vil forbinde Dem mig, som just var
