den Fremmede med den sorte Paryk og hvide Stok. Jeg
forbliver &c.
Paa denne fornærmede Mands Vegne med den
sorte Paryk og hvide Stok, fordrister jeg mig til at bede
Vedkommende, hvor saadanne fluttede Laug og Sælskaber
holdes, at de paa et Skildt over Døren eller Indgangen,
vilde sette med store forgyldte Bogstaver: her tales et
Sprog, som ingen, uden vi selv forstaaer. Skulde
nogen Fremmed derfore finde sig misfornøyet i vort
Laug, hvor vi paa en forblummet Maade skierer
Næser og Ører af Folk, giør han best, at han ikke
gaaer ind.
Saa fortredelige som saadanne Sælskaber ere for
Fremmede; saa kiedsommelige og langsomme ere derimod
et andet Slags Laug eller Sælskaber, som man med Bil¬
lighed kand kalde de taugse eller stumme Lang. Man kand
neppe forestille sig noget daarligere, end naar en Deel Per¬
soner kommer sammen for at besøge hinanden, spiser og
drikker med hverandre, og dog alligevel ikke ere i Stand til¬
at føre en uskyldig og uafbrudt Samtale med hinanden.
Jeg vil ikke regne nogen det til Onde, som enten er upasse¬
lig, eller meget søvnig, eller og har Hovedet fuldt af Gril¬
ler, og derover ikke er for at tale; thi den beste Sælskabs¬
Broder kand ofte falde til saadan Mangel af Tanker, at
det er ham umueligt, at begynde eller fortsette nøgen Sam¬
tale. Men mig tykkes, det er meget kiedsommeligt ja næ¬
sten meget latterligt, naar et Par Mænd kommer sammen
for at røge en Pibe Tobak hos hinanden, og da, uden at
tale et eneste Ord, sidder og blæser hinanden Tobals=Rø¬
gen i Øynene. Jeg var forleden i saadant et Sælskab,
hvor to ærbare Naboer opførte sig paa denne Maade, og
tredie Mand, som ikke røgte Tobak, men ligeledes var kom¬
