sagde han, og jeg elsker mine Heste. Ja, ja der er For¬
skiel paa Kierlighed, sagde hun. Vist nok er der, blev
Manden ved, det kand jeg best vidne, endskiønt vi ikkun
har været saa kort sammen; Vil J troe, J gode Venner!
sagde han til os: at min Kone elsker hendes Pudel=Hund
meere end hendes Mand. Konen blev rød i Ansigtet, og
jeg troer, hun kunde ikke finde paa Svar for Harme.
Manden smilede, og sagde videre: men for at betale hen¬
de det, saa elsker jeg mine Heste meer end min Kone. Nu
kunde Madamen ikke længer holde sig. Hun reyste sig hid¬
sig, og vilde have forladt os, da min Naboe sagde: Ma¬
damen skal ikke ærgre sig over hans Snak, det er jo ikkun
Spøg. Kand hun ikke begribe det? Han forklarede hen¬
de derpaa Tvetydigheden i Talemaaden, og Sagen blev
bielagt.
To Drenge spillede forleden om Halve=Skillinger
paa Pladsen. De vare blevne ueenige, og stode just i Meg¬
ling om, paa hvad Maade de skulde afgiøre deres Tvistig¬
hed, da jeg kom gaaende forbi. Tør du, saa begynd!
raabte den ene. Slaae til, raabte den anden. Jeg tænk¬
te, de vilde gribe fat paa hinanden med Næverne. Men
i det samme begyndte den ene græsselig at bande og svær¬
ge, og den anden søgte strax at overgaae ham. De bleve
ved i denne Gudsforgaaene Øvelse, og jeg merkede, det var
afgjort imellem dem, at den skulde have vundet, som deri
viiste sig den største Mester. Der samledes en Hob Folk
om dem, hvoraf mange udskammede og skieldte paa disse
Drenge, men en iblandt Høben raabte: Frisk! staae dig
Lars! Lad mig see, du kand staae dig, min Søn!
Da merkede jeg, at det var endnu ey for vel bestilt med
Opdragelsen i Almindelighed iblandt os. -
Mine Læ¬
sere har vel merket, at det er ikke rart at finde Drengene i
Hobetal paa Pladsene. De begynder først at spille om
Knappenaale, dernæst om Knapper, dernæst om halve og
heele Skillinger, og saaledes tager Værdien til med deres
Alder, Jndsigt, og ligesom de bliver fornemme til. Og
er det ikke rart, at see dem kaste med blanke Piecer. Det
værste er, at de ved deres Fornøyelse maae altid være i
