ve meere drukken. Naar jeg nu seer drukne Folk, saa be¬
klager jeg altid deres Opdragelse; Forældrene har gandske
vist den største Skyld derudi; thi deres Børn, som nu
selv ere blevne Forældre, kand jo ingen stærke Drikke taa¬
Jeg drikker et Gls
le. De bliver strax slagne.
Jeg kand drikke, og bære det.
endnu, Madam!
Jeg takker min kiere Fader i hans Grav, fordi han i de n¬
ne Post af Opdragelsen har givet mig saa god en Anfør¬
sel. Den gode Mand gik aldrig paa nogen Viinkielder
uden han tog mig med, og jeg vilde ikke for mange Penge
sælge denne gode Underviisning. Her taug han; og Ma¬
damen svarede ikkun til denne lange Snak: De behager at
skiemte, min Hr. Frietaler! Skiemt! raabte han: Ney,
Madame, jeg skiemter ikke, og disse Ord talede han med
saadan Alvorlighed, at jeg virtelig nær havde trøet, at
han af Hiertet meente alt, hvad han havde talet, dersom
jeg ikke havde kundet spore andet af hans følgende Tilæg:
Man siger nok, at Bæsterne drikker ikke meere, end de land
taale, og dermed vilde beviise, at de i den Post ere fornuf¬
tigere, end vi; Men jeg maae spørge først: Hvad drifker
de? Vand. Ja, deraf kand man snart faae sin Fornøy¬
else. For det andet: Hvorfor drikker de ikke Vim? For¬
di de ere dumme Bæster. Men Mennesker, som har
Sands og Forstand, de ere allene i Stand til at drikke
Viin, og har Fornuft nok til at indsee, at de derved kand
forøge deres Jndsigter. Got! tænkte jeg, nu forstaaer jeg
Hr. Frietaler, som sagde: Nok et Glas, Madame! Den
Ære af Deres gode Sundhed! Paa en god rolig
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.
