Daler, er saadanl Formynderskab aldeles ufordrageligt.
Jeg kand ikke nægte, at jo min Farbroder, som er min
Curator, har ikke sparet paa at lade mig op ære i alle saa
vel fornødne, som galante Videnskaber. Dog for mine
egne Penge). Jeg kand ikke heller nægte, uden at lyve
mig selv paa, at jeg jo forstaaer en Deel, men ikkun halvt;
thi jeg mærkede snart, at jeg ikke havde nødig, at betynge
min Hierne med det Heele, saasom jeg var overbeviist om,
at mine Penge=Punge og Capital vare langt tungere end
mange andres, der lykkelig vare komne igiennem, og endda
bleven meget anseelige med det Halve, som de forstode.
Men det er ikke egentlig det, jeg vil sige. Min Farbro¬
ders sidste Skrivelse, som er den ufordøyeligste af alle dem
jeg har faaet fra denne kiere Haand; thi jeg har faaet
mange af det Slags, har gibet mig Anledning til at blotte
mine Tanker for Dem, og bede, samme at indrykke i De¬
res Blade, hvilke jeg veed, han læser, endskiønt hanboer
iJylland. Af denne ene Skrivelse, som jeg vil betroe
Dem, for at bebreyde ham med, kand De selv see hans
urimelige Egensindighed og ugrundede Bebreydelser. Get
engang, hvilket Brev:
Kiere Broder Søn
Din Fader beskikkede mig til Din Formynder og
Curator, hvilket Embede jeg, som en ærlig Mand, skal
stræbe at forestaae. Men hvorledes kand Du ansees
for en værdig Søn af saa brav en Mand, naar Du ikke
bedre vil træde i hans Fodspor. Din Fader var fat¬
tig; men ved Vittighed og Stræbsomhed blev han det,
han var, og efterlod Dig saa anseelige Midler, paa det
at Vittigheds og Flittigheds Vey ikke skulde falde Dig
saa suur, som den var for ham; thi den Fattige, som
maae tiene andre, for at faae Livets nødiørftige Op¬
