sin Tid skal blive eet, og som kand bestemme den største
Deel af vor Lyksalighed, men hvilken Kundskab er tillige
vanskeligere at naae Fuldkommenhed udi? Ja, hvad større
Fornøyelse kand optænkes i Naturen? Ja, hvilket Stu¬
dium er vel mere fornøyeligere, end ved en saa behagelig
Omgang at naae en Vittighed, som de Gamle sielden veed
at sette tilbørlig Priis paa, og hvem vilde ikke da anvende
al sin Tid, Flid, Sands og Tanker, ja, Midier paa den
Videnskab, der omdanner os til artige Mennesker. Uden
at rose mig selv, har jeg allerede erhvervet mig en temme¬
lig Kundskab, og til Beviis paa at jeg ikke, efter min
Farbroders Tænkemaade, har været gandske ørkesløs, vil
jeg skildte nogle faa, som jeg har lært at kiende:
Florinde var den første, som jeg havde den Lykke
at blive kiendt med. Hun er eeneste Datter af en fornem¬
me Mand, som foruden hende har to Sønner. Hendes
Brødre ere fuldkommen artige og meget skikkelige, og Flo¬
rinde skulde visselig ikke have mindste Dadel eller Feyl,
naar hun ey stod under en stræng Moders bestandige Op¬
sigt. Hun er alt forstræng en Moder. Hun kand vel ik¬
ke lastes i andet, end at hun gandske fordømmer alt det,
der paa nogen Maade kand ansees som en kierlig og venlig
Opførsel imellem begge Kiøn. Florinde maa derfor ikke
med nogen venlig Mine see paa unge Mandspersoner; hun
tør ikke svare andet end Ja eller Ney, og ofte staaer hun
i en frygtagtig Tvivl om, hvilket af disse to Ord hun sil¬
kerst kand svare; hun faaer i det ringeste altid et alvorligt
Øyekast af Moderen, om hun, for Velanstændigheds
Skyld, er nød til at tage imod en Høflighed af en Mands¬
person. Saa ofte som jeg har siddet og talt noget med
Florinde, har hendes Moder altid kaldet hende afsides hen
til sig. Jeg kunde vel ikke høre, hvad hun sagde til hende;
men saasom Florinde derpaa enten strax gik ud, eller sane
