der er paa bende, synes at være langsomt og koldt. Hur
taler lidet, meget sagte og langsomt. Alle hendes Bevæ¬
gelser ere uden Liv, og hun slaaer sielden hendes Øyne op i
Væyret. Førend man ret lærer at kiende Clelia befalder
hun overmaade vel. Hun opvækker i Førstningen en Ær¬
hødighed hos alle dem, som omgaaes med hende; og den
maatte være uforskammet i høyeste Grad, som vilde være
saa dristig, at vove sig til hende, og foretage noget imod
hendes Blyfærdighed. Jeg kand ikke nægte, at dette stille
og indgetogne Væsen befaldt mig overmaade vel. Jmid¬
lertid, da jeg oftere kom i Selskab med hende, vovede jeg,
at ville bruge den artige tilladelige Frihed. Jeg sagde hen¬
de adskillige forbindtlige Ting; men jeg fik temmelig stærke
Jrettesettelser. Da jeg engang vilde tage fat paa hendes
Haand, trakte hun den i en Hast tilbage, og sagde mig tem¬
melig hvast: Jeg maatte forskaane hende for saadanne
Complimenter, som passer sig allene paa Coquetter. Jeg
Flev skamrød og heed om Hovedet. Men som jeg en Af¬
ten havde været i Selskab med hende, og var bleven afvist
paa samme Maade, saa fik jeg Dagen derefter et Brev fra
hende, hvori han bad mig, ved et vist Klokkeslæt at komme
til hende. Det er læt at tænke, jeg blev forvirret over
denne Jndbydelse, men da jeg ikke kunde formode noget u¬
sømmeligt, besluttede jeg at komme, og indfandt mig, som
det var befalet. Jeg fandt da Clelia i en let Sommer¬
Klædning, og hun syntes nu at være en gandske anden Per¬
son. Hun bad mig om Forladelse, fordi hun havde foru¬
leyliget mig. Verden, sagde hun, er saa ond, at den ud¬
toller alting til det verste; jeg har ofte begegnet dem haardt,
men vi vare ikke den Tid allene. Mine Forældre ere i
Dag udreyste, og jeg vilde sige Dem, at deres artige Om¬
gang er mig ikke gandske modbydelig. Dette blev sagt i
saadan Tone, at jeg faldt i en virkelig Forundring, og fø¬
lede Tusinde Angester, og vidste ey, hvorledes jeg skulde red¬
de mig ud af disse farlige Omstændigheder. Til min store
Lykke kom der Bud efter mig, at jeg i en Hast maatte for¬
føye mig hiem. Clelia gav mig til Afskeed de haandgri¬
beligste Beviser paa hendes Bevaagenhed, og bad mig, snart
at kimme igien. Jeg troer nu aldrig noget Fruentimmer,
som i Selskaber lader saa tugtige, at de ikke engang tør
nævne deres Skoe, end sige en S*
men i Eenrum tør
give de kraftigste Erklæringer.
