samme kan blive nogen af Læserne til Opbyggelse, eller i
det mindste give dem Anledning til en liden Eftertanke.
Jeg vil kun fortælle de mærkværdigste Tildragelser, som mig
er hendet ved mine Tiggerier.
Da jeg engang kom i en stor Bye, saa gik jeg just
forbie en prægtig Gaard, hvor i det samme en prætig Ka¬
rosse kom tilkiørende. Den fornemme Herre, som der
boede, kom hiem, og blev ledsaget af nogle Tienere. Ef¬
ter nogle Øyeblik gik jeg ind i dette Huus, i Haab at faae
en rig Almisse. En af Tienerne begyndte hæftig at skielde
mig ud, og jeg var allerede færdig at gaae bort, da Her¬
ren just kom ud af Døren. Han gandske ældelmodig sat¬
te Tieneren haardt til rette, fordi han begegnede mig med
saadan Grovhed, og sagde gandske venlig til mig, at jeg
skulde bie, han vilde skikke mig en Almisse ud. Jeg stod
der og ventede over en halv Time, og endelig blev mig bragt
to halve Skillinger. Da jeg nu virkelig for min Taal¬
modigheds Skyld havde fortient meere, saa ærgrede jeg
mig forskrækkelig derover, og maatte falde i Forundring
over saadan elendig Barmhiertighed, der næsten saa got
som intet hialp en Fattig af mit Slags. Naar man vil
give en Tigger saa lidet, saa skulde man i det ringste ikke
lade ham bie i to heele Qvarterer efter to halve Skillinger.
Det er hendet mig utallige Gange, at man haa
det allergroveste har beskiemmet og udskieldet mig, og dog
intet givet mig. Jeg veed vel, at man ikke kand tvinge
nogen til, at bevise sig endog de mindste Velgierninger;
men da en Tigger ikke fornærmer nogen, naar han bedet.
ham om en Almisse, saa kand jeg ikke begribe, hvad Rel¬
man har til at brugt den Friehed, at beskiemme og drive
Spot med en Elendig, som hverken kand eller tør værge
og forsvare sig. Giver man ham endda desuden inger
