Almisse, saa er saadant Forhold ret et uforsvarligt Tykan¬
nie. En ældelmodig Menneskeven har endog Høyagtelse
for Menneskeligheden i den uselste Gestalt. Vi Tiggere
ere saa elendige nok; og hvorfor vil man da forøge vor
Elendighed ved ubeføyede Beskiemmelser.
Jeg er kommen i mange Huuse, hvor man just ik¬
ke har begegnet mig haardt og grovt, men man har heller
intet givet mig. Man sagde: Vi giver til de Fattige i
Syge=Cassen; eller: J Dag deeler vi ingen Almisse
ud. Jeg har nogle Gange erkyndiget mig om hvor nær Uddeel¬
ningsdagen faldt ind, og jeg har tidt bejundet, at deres Ud¬
deelningsdage skal først indflikkes i Almanaken. De giver
ugentlig 3 a 4 halve Skillinger i Tavlerne. Mig tykkes
at Samvittigheden siger saadanne Folk, at de ere forbund¬
ne til, at give Almisse. Paa det at de nu kand dysse de¬
res Samvittighed i Søvn, og tilsaige sig Barmhiertigheds
Skin og Berømmelse for Gavmildhed; saa vilde de ind¬
bilde Verden, at de uddeeler deres Medlidenheds Overflø¬
dighed til de Fattige paa visse Dage.
Mange Gange har jeg først maattet besvare hun¬
drede Spørsmaale; Hvem jeg var? Hvad jeg havde væ¬
ret? Hvad jeg havde lært? Hvorfra jeg kom? o. s. v. og
endelig tilsidst faaet en halv Skilling. Jeg har i mit
Hierte maattet lee ad saadanne Folk. Thi da de umuelig
kand vide, enten man siger Sandhed eller ey, og Efterret¬
ninger af en Tigger ere gemeenlig lige saa uvisse som Sla¬
vernes om deres Misgierninger; saa veed jeg ikke, hvad
Navn saadanne Folkes Nysgierrighed fortiener. Jeg
veed vel, at de, som ere dertil beskikkede af Øvrigheden,
skulde paa det nøyeste examinere Tiggere og Landstrygere,
hvilke jeg dog ofte har befundet meest skikkelige og mindst
spørgesyge. Men jeg taler om Folk, som af blot Nys¬
