gierrighed vilde udfritte en Tigger, for at fordrive Tiden.
Dersom de endda gav rigelig Almisse, saa var det dog U¬
magen værd at besvare deres Spørsmaal; men at holde
en lang og vidtløftig Examen ud for en halv Skilling, det
er ufordrageligt.
Der findes og et Slags Folk, som, naar man be¬
der dem om en Almisse, strax rekker en Gave frem, mer
altid med Arrighed og Bitterhed. De holder de hæfugste
Straffe Prædikener imod Tiggere i Almindelighed; larmer
imod Politie-Forordninger, og udøser deres heele Vrede,
ikke allene imod den Tigger, de har for sig, men og imod
alle Tiggere i Almindelighed. Jeg gad gierne vidst hvor¬
til alt dette nytter? En glad Giver er Gud behagelig.
Hvo, som med Arrighed, Harme og Modbydelighed ud¬
deler Amuisse, hand umuelig kaldes dydig og goddædig.
Jeg har yfte til min største Græmmelse mant
høre paa, at man, førend man meddeelede mig Almssenr,
har gjordt mig de alleremfindtligste Bebreydelser. Man
forekastede mig paa det bitterste, at jeg maatte være en Dø¬
genigt; jeg maatte have været liderlig, drukket, spillet, o.
s. v. i mine unge Dage. Nu var vel alt dette, desværrt,
sandt; men hvad nyttede det, at sige mig sligt, som jeg alt
for vel vidste, og havde den smerteligste Følelse af? Jeg
var nu bleven en Tigger, og dermed noksom straffet. Min
forrige Opførsel var ey heller meere at endre. Men hvor
ofte skeer det ikke, at man giør en Tigger saadanne Be¬
breydelser uforskyldt? Er det ikke Uret? En ædelmodig
Velgiører giver den Fattige Almisse, fordi han nu er fat¬
tig, og krænker ikke et noksom nedslaget Sind med bitte
Bebreydelser.
Man skulde vel indbilde sig, at der ingen For¬
nøyelse eller Lystigheder indfalder ved Tiggeriet; men jeg
