kand forsikre dem, at man uadertideun har mange artige
Løyer, i sær, naar man streiffer om paa Landet. Da jeg
begyndte at tigge, gik jeg endda med Paryk og Kaarde¬
Jeg holdt for, at man, af Høyagtelse for min lærde Stand,
skulde give mig rigeligere Almisse, end Pøbelen iblant Tig¬
gerne. Jeg meente og, at jeg gil allervissest, naar jeg adresse¬
rerede mig til Præsterne, siden de dog skulde være Mønstre
for alle Dyder, og enhver Haandverksburs er forsikret, at
han ikke skal bede om Hielp forgieves hos hans Haand¬
verks Mestere. Men - - - mange Steder vare Præster¬
ne ikke hiemme; andre studerede, og derfor ikke kunde
komme dem i Tale. De vare lovlig at undskylde i sær om
Løverdagen.
J nogen Tid lykkedes det mig ved en uskyldig List,
at jeg af mangen en Præst fil en rig Almisse, i sær paa
Landet. Jeg kunde endnu fra Skolen af saa meget af det
lærde Sprog, at jeg talede alle de Præster til paa Latin,
som jeg havde den Lykke at treffe personlig. Jeg saae,
hvilken Angest nogle maatte udstaae ved den Leylighed.
De uden engang at værdige mig med Svar, grebe strax i
Lommen, og for at slippe af med mig, gave mig det første
det beste Stykke, hvormed jeg ofte var vel tient. Men en¬
gang traf jeg meget urigtig an. Da jeg bankede paa Præ¬
stens Dør, kom han selv og lukte mig op. Jeg tiltalede
ham paa min sædvanlige Latinske Maade, og tænkte, at
min Liftighed skulde og denne Gang lykkes mig. Præsten
hilsede mig gandske mildt og begyndte en Latinsk Samtale
med mig, samt anstillede en Examen. Angestens Sveed
sprang ud paa mig; og, da jeg lidet rigtig eller intet kunde
svare, gav han mig en slærk Jrettesettelse paa Latin, og
endte Talen med en To Mark, og sagde, at dersom han
havde fundet sig fornøyet med mig, vilde han have givet
mig meere. Siden solgte jeg min Kaarde, og gav mig
