aldrig meete ud for det, jeg skulde være. Ja, saa ofte
jeg siden den Tid talede med en Præst, skielvede jeg af
Angest.
Jeg kunde fortælle Dem meget meere om mit Tig
getie, men dette kand være nok til at beklage mig for min
Ungdoms Daarlighed; og være en tilstrækkelig Adrarsel
for andre unge Gemytter, som udlades i den vide, vilde og
forforiske Verden. Jeg forbliver &c.
Adskilligt Nyt.
J en af Stadens Folkerigeste Gader, var forle¬
den et meget blodigt Slagsmaal imellem tvende Slagter¬
Hunde; og var det noget besynderligt Nyt, at ingen Til¬
løb skeede, og ingen af de forbigaaende opholdt sig for at
tage Partie.
Anmærkninger.
Himmelen veed, sagde forleden Madame Tartsf¬
finde: Jeg er dog ikke saa slem. Jeg udøver saa meget
got, kiere Hr. Fetter, som jeg kan, og dog har jeg ikke
andet end Skade og Fortred deraf. Jeg giver Almisse
til de Fattige. Det er gandske nyelig siden, at jeg opklæd¬
te en Betler, som jeg ikke kiendte. Jeg tog ham i nogle
Uger i mit Huus.
Men tænk engang, det var en
Spitzbub, som endelig en Nat aabnede mit Skab, gjorde
det tomt og sneeg sig hemmelig bort.
Naar jeg sam¬
les med mine Venner og Omgangs=Søstre, saa siger jeg
dem af et got Hierte alle deres Skrøbeligheder, hvoron
heele Staden taler, paa det de kan forbedre sig; men je
haver neppe vendt dem Ryggen, førend de taler meget ondt
paa min Bag, og driver Spot med mig.
Da jeg
for kort siden græd af Medlidenhed, fordi man lastede en
gammel Kone formedelst hendes alt for store Brug af stærk
Drik, saa blev jeg udleet, og man spurgte mig, om hu¬
var min Veninde?
Med faa Ord --- mit gode
Hierte --- Ak! Dyden beiønner ikke meere --- Jkke
saa hastig, Frue Tante, svarede den anden. Eders Hier¬
te er got.
Dy¬
Men Eders Forsigtighed.
den uden Forsigtighed er, om ikke altid en indsrigende
Last, saa dog i det mindste den nærmeste Vey til at
skade andre, og at berøve sig selv dens
Sødhed.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Korsdag
