at alle onde Koner efter hende skal kaldes Zantipper? Jeg
vil kortelig fortælle det, som meest legges hende til Last, og
ved hver Linie falde i Forundring over alle de Historie¬
Skrivere, som har optegnet disse smaa Ting om denne
ærværdige Kone. Enhver Kone, der er betynget med en
Mand af saadan Caracter som Socratis var, har den bil¬
ligste Aarsaa til at viise sig i sin Opførsel som hun; og
naar vi har hørt, hvad der var ved ham at giøre, saa maae
man be ndre hendes Dyd, og saa vil man kunde see, at
han ikke engang var saa from og god en Kone værd. Det
er lutter smaa Ting, som hun udskriges og maa høre ilde
for. Engang kastede Zantippe en skiøn Kage paa Gul¬
vet, og traadde paa den; men hvorfor? Socrates kom
hiemslæbende med den, som en Føræring fra hans Kielle¬
dægge Alcibiades, og det er bekiendt nok, at denne store
Philosoph havde gjordt sig mistænkt, ikke allene iblandt
Folket, men endog hos sin Kone, at han forførte unge
Drenge Børn. Jeg vil troe, at Socrates var uskyldig;
men hans uforsigtige Omgang med saadanne Drenge kunde
dog oprøre Galden hos en dydig Kone, der vilde holde
Hævd over hendes Mands Ære; og det var Aarsagen til
hendes Vrede, da han kom hiem med bemeldte Pandeka¬
ge, og ligeledes da hun en anden Gang jog Manden ud
tilligemed en heel Skare af unge Drenge, og da han satte
sig uden for Døren, slog Vand paa ham, hvilket han gand¬
ske taalmodig fordrog, sigende: Efter Torden følger ge¬
meenlig Kegn. Men hvad skulde Zantippe med alle
disse Drenge i sit Huus? En anden Gang veltede hun
Bordet om for ham og Euthydemus; efter at hun først
dygtig havde skieldet dem begge ud; men hertil havde hun
og sin retfærdige Aarsag; thi Armod og Fattigdom regie¬
rede i hendes Huus, og hun kunde ikke fordrage, at Man¬
den i saadanne Omstændigheder vilde slæbe Giester hiem.
Socrates havde to Koner, Jantippe, om hvilken Spørs¬
maalet nu er, og Myrtone, Aristidis Datter; thi det
var den Gang ikke forbudet at have to Koner. Disse to
Koner kunde aldrig forliges, og Tretten endtes gierne med
Hug og Slag, som gik ud over deres fælleds Mand, der
loe skogger høyt, baade medens de klamredes indbyrdes,
og naar de begge bankede ham. Disse ere de groveste Be¬
skyldninger, som giøres imod Jantippe; men i alt dette
