Ligesom den Prophet Jonas kivedes med Gud, da
Solen brændle ham paa Høvedet, og ikke lod af, førend
han lod et Græs-Kar opvoxe, som gav ham Skygge; og
ligesom han blev ved at knurre, og ikke kunde tilfreds stil¬
les, da en Orm kom, og fordervede samme skiønne Græs¬
Kar for ham: Saaledes har jo alle vi Mennesker været,
og saaledes ere vi og endnu. Vi stræber med Begierlig¬
hed efter det, som vi holder for got. Et Øyeblik glæder
vi os over dets Besiddelse. Strax er det os ligegyldigt,
og tilsidst er det os gandske modbydeligt. Man tager
Rigdom, Ære, en smuk Hustrue og Sundheden selv til
Exempel. Det er den ene Gang som den anden. Vore
Hierter ere ikke til at fornøye, saa længe vi lever. Ønsterne
setter sig i Bevægelse, og Besiddelse eller Brugen bringer
dem til Hvile. Hiin er Aarvaagen, og sørger for Livet,
denne derimod er søvnagtig og afmægtig i Sielen. Den
herlige Indbildning, Grillenfængerie eller Phantase, at
giøre sit Hierte tomt for Ønsker, er ikkun mueligt i Sæ¬
delærens Hoved, deres egne Hierter skal gemeenlig eller
meestendeel forgaae deraf. Hvor ulykkelige skulde vi vel
ikke være, om vores Gods i Verden varede bestandig, og
om Nydelsen af een og den samme Ting mættede os evig,
uden at vi igien kunde ombytte den med en nye Attraae!
Jeg har kortelig anstillet mine Betragtninger over denne
Sag, og var deri saa fordybet, at jeg ligesom drømte vaa¬
gende, i det Indbildnings=Kraften, som i Eenligheds Skyg¬
ge kunde viise mig al dens Glands, ligesom forvandlede
mine Begreb for mig til levende Billeder, som mig syntes
at see med mine Øyne, og med hvilke jeg, ligesom det
pleyer at skee i saadan en forunderlig Gemyts Tilstand,
omgikkedes gandske fortroelig, og talte lydelig med, lige¬
Him¬
som de alle havde været virkelig til i Naturen.
mel! sagde et ungt Fruentimmer, som spadserede frem og
tilbage med sine raslende Silke=Klæder i den betakte eller
