Ooetor, hvilken de kan forlade sig til, i alle Ting at vilde
befordre det smukke Kiøns Beste og Gavn, Skiønhed og An¬
seelse. Men skulde nogen virkelig Skiønhed (de dydige
Skiønheder frygter jeg ikke for) misbruge Recepten, og i
Tanke endnu at ville forøge den Naturlige Skiønhed ved
nogle smaa Tilsatzer, og derved formindske og forverre den
samme; eller skulde een i egne Tanker Hæslig vilde fordri¬
ve det naturlige Vanheld, (om man saa maae sige) og der¬
ved blive end ydermeere hæslig, skulde det virkelig giøre
mig hiertelig ondt; thi jeg er meget blødhiertet.
Her
er nok et Brev:
Velagte gode Ven!
Det Spørsmaal, som en meget dybsindig Spør¬
gende har gjort i Adresse=Contoirets Efterretninger No.
763. 2) Mon Storkene om Vinteren ikke gandske for¬
lader Jord=Planeten? tykkes mig, den gode Mand,
som har Correspondence paa Luft=Planeterne, allerbest
kunde besvare. Jmidlertid fortiener dog Spørsmaalet
et Svar; og det er jo billigt at svare en Spørgende?
Men da jeg længe har ventet en anden at vilde betage mig
Umagen, vil jeg sige Dem en af vore lærde Mænds Tan¬
ker derom, om De vil bekiendtgiøre dem. Her er da et
Svar: Storkene flyver slet ikke bort fra Jord=Planeten
om Vinteren; men, naar det bliver Vinter hos os, saa
flyver de hiem igien til sit eget Land og Sted, og bliver
Mennesker, som de vare før. Storkene ere da ikke an¬
det, end et Slags Mennesker fra de varmere Lande. Det
er jo noksom bekiendt, at, da en ung Saltzburger engang
kom til Venedig, blev han af sin Vert tracteret meget
prægtig i nogle Uger, som han der opholdt sig, og da han
endelig vilde tage Afskeed og betale sin Vert for Fortæ¬
ring og andet, vilde Verten ingen Betaling have af ham,
men kaldede ham ind i et Kammer og fortalte ham i For¬
troelighed, at han om Sommeren var en Stork, og hav¬
