Paaske=Eg, og andre Tiender. Der er ingen i vor Bye,
som tvivler om Storkenes Menneskelighed, undtagen Ser¬
geanten; og det er en stoer Førnøyelse at høre paa ham
og vor Degn, naar de kommer op at disputere.
Dette Post scriptum var temmelig langt. Jeg er
af den gode Peder Pedersens Meening, og troer, at Stor¬
kene bliver Mennesker, som de var før. Jmidlertid
falder mig en Fabel ind om en ung Stork. Den beviiser,
just ikke, at Storkene ere Mennesker; men at Menneskene
ofte tænker vrangelig. Det er en Oversættelse:
Oxen og Storken.
En Oxe nylig laae og Drøvet tyggede
Med gandske overviis og heel alvorlig Miine.
Paa samme grønne Mark en Stork spadserede,
Søm da just første Gang var fløyet ud fra sine.
Vor Stork saa from, som uerfaren var;
Saa Ærefrygt ham reent indtaget har,
Da uformodentlig han Oxen fik at see.
Han saae paa den, og saae sig dog ey mæt.
Der noget ubekiendt ham trakte nærmere
Til Oxen hen, og han besaae den tæt.
Jmidlertid jo nærmere han gik,
Jo meer Ærbødighed vor Stork for Oxen fik.
Dens viise Myndighed han kunde ey fordrage.
Han derfor vævede sig meget ydmyg bort,
Halv flyvende, halv gaaende slap fort;
Tre Gange saae han sig til Oxen dog tilbage,
Derefter fløy han lige frem
Og kom forundringsfuld og nær forbauset hiem.
O! (sagde han til alle Storkene
Som vare der nærværende)
OBrødre, hvilket viist og hvilket herligt Dyr
Er dog en Oxe eller Tyr!
Hvor tænker den dog dybt i alle Ting.
Jeg saae det selv, da jeg mig saae omkring
J Engen før. J maa paa mine Ord nok lide.
En Oxe, tænker jeg, maa sikkert Alting vide.
Hvor roelig var dens Aand dog hiemme!
Hvor stærk var dog dens Hals, Hvor stille stode Øynene!
Med hvad Alvorlighed laae den og tyggede!
i Den kunde gandske vist vort Lives Tarv forfremme.
