mit Raad, og være bestandig forsigtige paa begge Sider,
skal de takke mig til.
Jeg kom forleden ind paa et Sted, hvor heele
Selskabet slog en stoer Skogger=Latter op i det samme jeg
traadde ind. J Førstningen tænkte jeg, at de loe af mig;
men da jeg havde sat mig, hørte jeg, at de førte frie Di¬
scourser om Krigs-Kunsten, uagtet de ey vare af Krigs¬
Standen. En af dem holdt en ordentlig Lovtale over Kri¬
gen, som jeg fiden, da jeg nøyere operveyede Sagen, holdt
for at være en Satire. En anden, som jeg merkede, man
kunde fæste Troe til, naar han ikke bandede, hvilket dog
skede ved hvert andet Ord, svor græsselig paa, at det var
intet bevendt med en Søldat, der ey havde været i Kri¬
gen: Gud bevare vort Land vel! sagde han: det var ugu¬
deligt, om jeg vilde ønske os Krig i Landet, men der kand
dog intet være behageligere for en brav Soldat end Krig
-Dette Selskabs Discourser vare ret martsalske,
endog indtil Tonerne, hvori de bleve udførte: Jeg frygte¬
de ved hvert andet Ord, at det havde gaaet løs paa en or¬
dentlig Bataille, og holdt mig temmelig nær Døren. Just
i det samme traadde en gammel Krigsmand ind i Stuen,
og det heele Selskab gjorde en almindelig Stilstand. Jeg
faldt meest i Forundring over en Person, som midt i al
denne Allarm sad gandske roelig i et Hiørne og sov. En,
ten maa den gode Mand have vaaget i Nat, tænkte jeg,
eller og, han maa være plaget af Sove=Syge. Det sidste
er en slem Soet; man siger ellers, at den gemeenlig over¬
falder dem, som ikke kand vel høre, eller fiuderer for meget.
Da jeg sad i disse Tanker, vaagnede Manden, og tog til
sin Flaske, som stod ved Siden af ham i Krogen; men ak!
den var tom.
Rr2
Nogle
