En Væver, som forslaaer at bruge sine Næver,
Ja, meer end Næverne. Hver Væver raaber: Lev!
Saa lev Hr. Brudgom da, og væv i mange Dage!
Gid jeg saa got, som han, min Skialdre=Væv forstod
Man skulde paa min Væv da ikke kunde klage.
Men see! jeg frygter, at min Væv er ikke god.
Apollo! hielp mig nu, du store Mester=Væver!
O! hielp at væve ret til denne Vævers Roes.
At væve Brude=Vers min Skyldighed udkræver:
Men Jslet fattes mig, det klager jeg derhos.
Kand man derfore mig ey ægte Væver kalde,
Fordi Gudinderne ey spoler mig mit Garn,
Saa at mit Skialdre=Væv kand ikke got befalde,
Saa troer jeg dog mit Væv er derfor ey reent Skarn.
Jeg trøster mig og ved vi Vævere dog haver,
Som bedre væve kand, det veed jo alle Mand.
Ja, mange Vævere, som haver Væve=Gaver.
Vi tør ey hente Væv fra fremmed Sted og Land.
Er saadan Væv ey got for heele Land og Rige;
Thi mange Vævere er Landets Flor og Gavn;
Saa jeg tor sige frit og dristelig tillige:
O! Væv! o! rare Væv! hvor rart er Væver=Navn!
Saa lev Hr. Brudgom da, for med sin Brud at væve,
Væv got, væy lykkelig, væv baade Dag og Nat!
Gid Eders Væverie maa Folk for Øyne sveve!
Min Væv jeg skiær nu af, og tager til min Hat.
Af diss aprobergde lige Flade udgaer et hver Fardag
