derviisning i saadanne Ting, hvormed de i sin Tid kunde
tiene Fædernelandet.
(2) En Dervisch har tilbagevendt et ungt Men¬
neske midt i hans Lasters Lob, da han var paa Veyen at
nedbryde hans Naturs Kræfter i slette Sælskaber, og har
ved en sagtmødig og faderlig overbevisende Veltalenhed
gjort saadant et Jndtryk i den Unges Hierte, at han nu er
bleven sin Families Glæde, og snart formedelst hans Pund,
Gaver og Forbedring vil blive en Stytte for hans Fø¬
dested.
3) Mikolis opdagede ved sine Naturforskninger¬
et Slags Jord, som kand bruges i Stedet for Brænde¬
ved, og som vil lette Halvparten af de Fattiges Elendig
hed i Landet. Han afslog den Foræring, som man til¬
bød ham for hans Opfindelse.
(4) Tet ved Hecatompolis fandt vi imellem Bu¬
skene en Betler liggende paa fit Ansigt, som giorde sin Bøn
med største Ærbødighed. Han bad for Kongens Liv, som
dog aldrig havde havt Leylighed til at beviise ham nogen
besynderlig Velgierning; og derhos bad han og for en
Berger om Lykke og Velsignelse over ham og hans Huus,
som just samme Dag havde jaget ham ud af sin Gaard
med Skields-Ord, uden at give ham nogen Almisse.
(5) Da Jldebranden fortærede den halve Deel af
Hovedstaden, gik den ypperste Præst midt ind iblandt det
jamrende Folk og deelte alt sit Gods og Eiendom ud iblandt
fattige Enker og Faderløse. Basiris og Jma, de to be¬
rømte Kiøbmænd, opmunkrede af saa stort et Exempel,
gave strax en Deel af deres Rigdomme til de afbrændte
Huses Opbyggelse.
(6) En gemeen Soldat saae ud af sit Telt, hvor
han laae af en Blessur, som han havde faaet i Batallien,
og blev vaer, at hans Hovidsmand styrtede af Hesten; han
giorde sig stærk, og løb, saa got som han kunde, imod den
uregierlige Hest, for at frelse hans Herres Liv. Der gil
Jnflammation i hans Blessur. Man ynkede og beklagede
ham for hans grusomme Tienstagtighed. O! lader mig
døe, sagde han: Jeg mister ikkun et Liv, men ved det at
denne tappre Helt er frelst, redder jeg mange af mine Brø¬
dres Liv, som han ved sit Heltemod anfører.
PEx
