kre hos dem, som de kunde være i en kier Faders Haand.
Jeg priiste denne Bye lykkelig. Og satte mig for,
at bivaane Kirke-Tienesten fra først og tilsidst den følgende
Dag. Jeg var træt af Reysen, og man anviiste mig et
Sovekammer. Da jeg kom i Rolighed, kunde jeg ikke
andet, end overveye den havde Samtale med Verten og
Vertinden; thi Datteren talede ikke et Ord; men neyede
hver Gang, jeg talte til hende, i Steden for at svare.
Jeg beklagede ved mig selv de bedrøvelige og onde Grun¬
de, som bliver indpræntet i mange unge Menneskers Sind:
Moderen befoel sin Datter, at gaae tidlig i Kirken; men
allene for at faae sit tilbørlige Sæde; Moderen vilde ha¬
ve en lukt Stoel, for at undgaae Rang=Trette, og for at
kunde faae et lidet Bluun. Mandens Tale forekom mig
artig nok, undtagen at han ønskede et nyt Orgelværk, paa
det at han kunde gaae i Kirke med en ret Fornøyelse, af
hvilken Tale jeg sluttede, at han ansaae Vinden af Orgel¬
piberne for en væsentlig Deel af hans Gudstieneste.
J hvor tidlig jeg end var paa Færde den følgende Dag,
var dog Jomfruen allerede i sin fulde Pynt og Kirke=Pry¬
delse, da jeg bad om Tilladelse at følge med til Brken, saa¬
som jeg vidste ikke Veyen. Hun saae til sin Mama, og
da hun fik et forblummet Nik, svarede hun endelig ja.
Jeg mærkede let at Jomfruerne i den Bye vare ey for Vidt¬
løftighed i Ord og Tale. Da vi kom ud paa Gaden, gik
Jomfruen saa langsomt, som de der i gamle Dage gik for
Brude. Jeg spurgte, om det var Skik i denne Bye at
gaae Snegle Gang. Ja, svarede hun, naar man ere pyn¬
tede, og det vilde blive os lagt til Last, om man i vores
Søndags Klæder vilde løbe i Galop. See kun, sagde
hun, hvor langsomt de andre Kirke=Folk gaaer. Jeg mær¬
kede denne lille Pige talede af Hiertens Grund, og blev
ogsaa vaer, at jo pynteligere de vare, jo langsommere de
gik. Jeg vilde engang have taget Jomfruen ved Haan¬
den, for at hielpe hende over en Rendesteen; men jeg maat¬
te ikke røre hendes lille Finger. Det vilde komme over
heele Byen inden Aften, sagde hun, at en fremmed Mands¬
person tog mig ved Haanden, og det vilde blive en fuld¬
kommen Materie at tale om i 14 Dage. Hillemænd!
tænkte jeg, her maa man tage sig i agt. Jeg vilde ikke for
meget got, at nogen i denne Bye skulde kiende mig. En¬
